Dopingsnyder får 12 år i skyggen

Sportsdomstolen CAS har stadfæstet straffen på 12 års karantæne til italieneren Riccardo Riccò

Riccardo Riccò havde stor succes i Tour de France i 2008 - men det var også med doping i kroppen. (Foto: AP/Laurent Rebours)
Riccardo Riccò havde stor succes i Tour de France i 2008 - men det var også med doping i kroppen. (Foto: AP/Laurent Rebours)

I april 2024 kan italieneren Riccardo Riccò atter springe i sadlen og deltage i cykelløb, hvis den til den tid 40-årige rytter ellers kan finde et hold, der gider ansætte ham. Sportsdomstolen CAS stadfæstede fredag den dopingkarantæne på 12 år, som den italienske olympiske komite CONI idømte Riccò sidste år. Karantænen gælder fra 18. juni 2012.

Riccò henrykkede i Tour de France 2008 italienske fans med fuldstændigt overjordisk kørsel, der sikrede ham to etapesejre. Skeptikere så dog ikke et vidunderbarn, men en topdoper folde sig ud, og de fik ret, da Riccò blev fældet for brug af epo-produktet CERA, som indtil da ikke havde kunnet spores.

Læs også:

Se også: Vanæret bjergkonge skal afhøres igen

Riccò afsonede karantæne og gjorde comeback på højeste niveau på det hollandske Vacansoleil-mandskab, men det varede kun kort, før Riccò blev strittet ud. Det skete som konsekvens af, at han i februar 2011 blev hasteindlagt på hospitalet, da han var døden nær efter at have forsøgt at gennemføre en blodtransfusion på sig selv.

Episoden førte til, at CONI åbnede en disciplinærsag mod Riccò og endte med at idømme ham 12 års karantæne. Riccó appellerede afgørelsen til CAS, men hans protest er altså nu blevet afvist.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere