DCU-formand: Det giver ingen glæde

Tom Lund, netop afgået formand for Danmarks Cykle Union, håber, at Michael Rasmussens bekendelse styrker cykelsporten på længere sigt

Kyllingens indrømmelser kan forhåbentlig føre noget godt med sig (Foto: Claus Bonnerup)
Kyllingens indrømmelser kan forhåbentlig føre noget godt med sig (Foto: Claus Bonnerup)

De har været hund og kat. Var de mødtes en mørk aften, er det ikke til at sige, hvem der var blevet efterladt tilbage på gaden.

- Det er ingen hemmelighed, at det på visse tidspunkter også har været hårdt for mig på det personlige plan. For to år siden holdt vi et forsoningsmøde, og siden har vi været enige om at have et professionelt forhold, men man kan da ikke sige, at vi lige frem er på julekort, siger den netop afgåede formand for Danmarks Cykle Union Tom Lund.

At Michael Rasmussen går til bekendelse, får ham ikke til at boble over med en følelse af "ja, hvad sagde jeg".

- Jeg føler ingen trang til at kaste mig ud i den luksus at glæde mig personligt. Min personlige oplevelse betyder ikke meget, siger Tom Lund, som er langt mere optaget af, hvad der nu sker.

Se mere:

Cykling - 31. jan. 2013 - kl. 14:42 'Kyllingen har ført os ind i en lukket verden'

Selv om over 100 professionelle cykelryttere har erkendt, at de har benyttet sig af doping, mener han, at Michael Rasmussen er et så stort navn, særligt i kraft af sine bedrifter i Tour de France, at hans bekendelse kan få større betydning end de flestes.

- Ja, ikke mindst, hvis, som han siger, at han har lagt alle kortene på bordet. Michael har haft et stort kendskab til feltet, til flere sportsdirektører og til nogle af de læger og andre specialister, som holdene var omgivet af, siger Tom Lund.

Han er på ingen måde overrasket over, at Michael Rasmussen har dopet sig.

- Man kunne næsten sige sig selv, at det forholdt sig sådan. På den måde er det ingen god dag for cykelsporten, men forhåbentligt kan Michaels ærlighed betyde, at sporten på længere sigt får det bedre.

Jesper Vorre, sportschef i DCU, og sammen med Tom Lund en af Michael Rasmussens værste fjender i tiden efter Tour de France i 2007 ønsker først at udtale sig senere torsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer