Christina-Watches-rytter fører etapeløb i Australien

Det danske kontinental-hold glæder sig over, at holdets Jordan Kerby vandt prologen i The Herald Sun Tour

Christina Watches-Onfones Jordan Kerby vandt højst overraskende prologen i det australske cykelløb The Herald Sun Tour.

Den australske rytter var hurtigst på den korte prolog over 5,36 kilometer i Williamstown og kørte sig i løbets førertrøje.

- At vi allerede på årets tredje dag sikrer os årets første UCI-sejr er intet mindre end formidabelt, og det giver hele holdet stor moral og lyst til nye sejre, siger holdejer Christina Hembo i en pressemeddelelse.

20-årige Kerby har selv svært ved at fatte, at han nu fører etapeløbet i hjemlandet.

- Det er en stor ære at være i løbets gule førertrøje. Der er så mange store navne til start, og det bliver en stor opgave at forsøge at holde dem bag mig - men naturligvis vil jeg gøre alt, hvad jeg kan.

- Jeg startede prologen konservativt på vej ud, men på vej hjem gav jeg den fuld gas. Så lige nu er jeg både meget glad og meget overrasket, siger Kerby.

Jordan Kerby er i forbindelse med det australske etapeløb udlånt fra Christina-Watches Onfone til Suzuki-Bontrager.

The Herald Sun Tour består af en prolog og tre etaper. Løbet slutter på søndag.

0 kommentarer
Vis kommentarer