Kyllingen tvivlsom til GP Himmerland

Michael Rasmussen er så påvirket af sygdom, at det er tvivlsomt, om han kan stille til start i GP Himmerland

Michael Rasmussen er desværre tvivlsom til morgendagens GP Himmerland. (Foto: Claus Bonnerup)
Michael Rasmussen er desværre tvivlsom til morgendagens GP Himmerland. (Foto: Claus Bonnerup)

Efter en flot sæsonstart har Christina Watches – Onfone på det seneste været ramt af uheld og sygdom.

Blandt andet blev to af holdets største profiler, Martin Pedersen og Frederik Wilmann, kørt ned under træning, og ingen af dem er endnu tilbage i topform.

Derudover har en tur til Mexico nedlagt Stefan Schumacher, René Jørgensen og Martin Pedersen, der i dag alle måtte give fortabt mod feber. Ingen af disse tre kan derfor stille til start i Grand Prix Himmerland. Og endnu flere af rytterne, der var i Mexico, er nu ramt af diarré og anden sygdom.

Blandt de uheldige er også holdets kaptajn, Michael Rasmussen, der er syg. Han er derfor tvivlsom til morgendagens GP Himmerland, selv om der arbejdes på sagen med en stærk penicillin-kur.

På trods af uheldene føler Christina Watches – Onfone dog, at der imorgen bliver stillet et godt hold til GP Himmerland.

- Uagtet, at vi er ramt af uheld og sygdom i helt uhørt grad, kommer vi i morgen for at blande os i topstriden, forklarer sportsdirektør Allan Bo Andresen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Sidste års nummer et og to, Michael Reihs og Rasmus Guldhammer, kører i år begge for Christina Watches – Onfone, og de er begge klar. Bredden på vores hold gør, at vi trods alle ulykkerne stadig stiller til start med et meget stærkt hold, der har selvtilliden i orden, lyder det.

Samtidig oplyses det, at Jimmy Sørensen vandt dagens cykelløb i Rødekro.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere