Sportsdirektør forlader Kyllingen

Udviklingen går for hurtigt på kontinentalholdet Christina Watches-Onfone, mener sportsdirektør Michael Blaudzun, som derfor har opsagt sin stilling

Michael Blaudzun stopper som sportsdirektør for Christina Watches-Onfone. Blnadt andet efter uenighed med Christina Hembo og Michael Rasmussen. (Foto: Christina Wathces-Onfone)
Michael Blaudzun stopper som sportsdirektør for Christina Watches-Onfone. Blnadt andet efter uenighed med Christina Hembo og Michael Rasmussen. (Foto: Christina Wathces-Onfone)

Den tidligere toprytter Michael Blaudzun, der siden etableringen i 2010 har været en vigtig brik i opbygningen af kontinentalholdet Christina Watches-Onfone, har opsagt sin stilling for at 'prøve noget nyt i livet'.

Blaudzun begrunder sin opsigelse med, at udviklingen på holdet, der har Michael 'Kyllingen' Rasmussen som medejer og holdkaptajn, simpelt hen går for hurtigt. Desuden har han ikke hele vejen igennem været enig i de sportslige prioriteringer på holdet, hvis ledelse ud over Blaudzun består af direktør Allan Bo Andresen, ægteparret Christina og Claus Hembo, der også er hovedsponsorer, samt Michael Rasmussen.

- Det har været utroligt krævende, og jeg har ikke altid været enig i de sportslige prioriteringer og tempoet i holdets vækst.

- Det har jeg nu taget konsekvensen af og har besluttet at forlade holdet og holdets dygtige ryttere, siger Michael Blaudzun i en pressemeddelelse.

Det har siden holdets spæde start i 2010 været et mål at sikre oprykning til cykelsportens 2. division og køre som Pro Continental-hold i 2013. Denne position ville sikre holde mulighed for at blive inviteret til de største løb i verden, og holdledelsen har det erklærede mål at køre Tour de France senest i 2016.

Den sportslige ledelse af Christina Watches-Onfone forestås indtil videre af Allan Bo Andresen, oplyser Christina Watches-Onfone i en pressemeddelelse.

Holdet forventer inden længe at kunne præsentere en ny sportsdirektør, der kan føre holdet videre.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere