Storhold presset før klassiker

For få sejre: Storholdene BMC og RadioShack er under tungt pres før forårets sidste klassiker, Liège-Bastogne-Liège

Præcis hvor mange penge rigmanden Flavio Becca har skudt ind i det luxembourgske cykelprojekt Leopard, ved han nok kun selv, men flere medier rapporterede, at han i 2011 af egen lomme betalte hovedparten af de mindst 110 millioner kroner, det angiveligt kostede at etablere cykelholdet Leopard Trek.

I år slipper han lidt billigere, idet holdet omsider har fundet nogle hovedsponsorer og nu hedder RadioShack-Nissan. Men stadig bruger den koleriske milliardær store summer på sit legetøj, som skulle have sikret ham talløse triumfer.

Dem har han ikke fået. I denne sæson har det stjernespækkede hold med brødrene Schleck i front vundet sølle to sejre. På samme tidspunkt sidste år havde holdet 11 sejre, og det førte ifølge daværende teammanager Brian Nygaard til absurde optrin, hvor Becca krævede ’svage’ ryttere sendt hjem fra etapeløb og spruttede af raseri, når en sejr glippede.

Penge er ikke alt
Presset ovenfra er med andre ord tonstungt før Liège-Bastogne-Liège i dag. Det er sidste chance for sejr i en forårsklassiker, hvilket ville trække den grundstødte supertanker fri af fiaskoens klippeskær.

Samme situation står det amerikanske BMC-mandskab i. Stenrige Andy Rihs har postet umådelige summer i sin hobby og hyrede verdensstjernerne Philippe Gilbert og Thor Hushovd til denne sæson for at vinde alt. Tre sejre er det blevet til i år. Tre.

– Konklusionen er, at det bare ikke er så nemt. Penge alene sikrer ikke succes, og i yderste konsekvens kan det betyde, at disse rigmænd, der har sat sig for at skabe superteams, trækker sig ud af cykelsporten igen, siger Gerard Vroomen, der som stifter af cykelfabrikken Cervélo i 2009 var med til at etablere cykelholdet Cervélo Test Team med Carlos Sastre som holdkaptajn.

Synlighed vigtigst
– Rigmændenes kærlighed til cykelsporten hænger i høj grad sammen med at vinde, og når holdet så ikke vinder, er det pludselig ikke sjovt længere. Det så vi sidste år med Leopard Trek, siger Vroomen med reference til, at Flavio Becca allerede midt i sæsonen mistede tålmodigheden og skiftede det halve hold og hele ledelsen ud, da de store sejre udeblev.

– For almindelige sponsorer er det synlighed, der er vigtigst. For superrige superfans er det sejre. Men der er nu engang flest hold, der taber. Man kan have 20 superteams i et felt, men der er stadig kun én sejr at køre om.

– Forventningerne er simpelt hen urealistiske, siger Gerard Vroomen.

Lønninger i vejret
Rigmændenes indtog i cykelsporten har presset lønningerne i feltet markant i vejret, og trækker de sig på et tidspunkt ud igen, vil de højeste lønninger formentlig følge med. Det er ingen katastrofe, mener Vroomen.

– For fansene er det ikke særligt vigtigt. En rytter vil altid gøre sit bedste, uanset om han får en eller to millioner euro for det. Og fansene bekymrer sig ikke særlig om, hvorvidt deres yndlingsrytter kører for hold A eller hold B.

– Problemet med superholdene er, at de høje lønninger driver mindre hold til at overbetale deres ryttere, og det kan presse disse hold til det yderste og i værste fald tvinge dem til at lukke, siger Gerard Vroomen.

Han solgte for to måneder siden sin andel i Cervélo-fabrikken og har netop lanceret sit nye cykelmærke, Opencycle.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere