Da Saxo Bank tilbage i 2010 besluttede sig for at fortsætte som sponsor for Bjarne Riis' cykelhold, var hovedårsagen ifølge bankens administrerende direktør Lars Seier Christensen, at det var lykkedes Bjarne Riis at få Alberto Contador med på holdet.
Men det betyder ikke, at Saxo Bank også forsvinder igen, hvis det ikke er muligt at binde spanieren til en ny aftale.
- Det er Bjarne, vi sponserer, og det er hans opgave at stille et konkurrencedygtigt hold. Det kan jo stilles med eller uden Contador.
- Men som jeg har forstået, så tyder alt på, at han kører Vueltaen for os, og så er vi tilbage til business as usual, og det ser jeg frem til, siger Lars Seier Christensen.
Med Alberto Contadors dopingdom i februar blev kontrakten med Team Saxo Bank revet itu.
Og eftersom Contadors verdensranglistepoint ikke tæller med i forhold til at få fornyet World Tour-licensen - i hvert fald som UCI tolker reglerne - kan det blive svært for Riis at beholde spanieren.
Det er dog ikke noget, Lars Seier Christensen spekulerer ret meget over.
- Jeg er sikker på, at holdet også får en World Tour-licens næste år, så det tror jeg ikke, at vi behøver at tage stilling til. Jeg synes, det er svært at forestille sig en World Tour, uden Bjarne Riis er med.
- Han har altid leveret, når han skulle, og det har jeg stor tillid til, at han kan fortsætte med, siger bankdirektøren.
Saxo Bank blev sponsor for Bjarne Riis i juni 2008 og har været med lige siden. Den nuværende aftale udløber med denne sæson.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.