Tornado Tom triumferede i Paris-Roubaix

For fjerde gang sejrede den belgiske superstjerne Tom Boonen i brostensklassikeren Paris-Roubaix efter et imponerende, monumentalt soloridt over 55 kilometer

I en total ydmygelse af stribevis af verdens mest hårdhudede cykelryttere sejrede den belgiske nationalhelt Tom Boonen søndag for fjerde gang i brostensklassikeren Paris-Roubaix og tangerede dermed jernmanden Roger de Vlaemincks sejrsrekord i løbet.

55 kilometer fra mål slog Boonen (Omega Pharma-Quick Step) turbomotoren til og kørte alene væk på brostenene, og trods intens jagt fra især det britiske Sky-mandskab holdt han alle bag sig hele vejen til den legendariske cykelbane i Roubaix, som hvert år lægger beton til finalen i det mytologiske løb.

For hver kilometer siden sit angreb havde Boonen øget sit forspring i en imponerende opvisning i råstyrke, og han kørte over stregen et minut og 43 sekunder før nummer to og tre - Sébastien Turgot (Europcar) og Alessandro Ballan (BMC) - der i en femmandsgruppe spurtede om de sekundære placeringer.

Løbet blev ikke overraskende præget af den planmæssige affyring af dagens store udbrud, der skød af sted efter 80 af dagens 257,5 kilometer. Det var heller ikke overraskende, at danske Michael Mørkøv (Team Saxo Bank) sad med i gruppen. Han har hele foråret været særdeles angrebsivrig, og han prøvede altså igen lykken søndag.

Mørkøv i front
Mørkøv var første mand ind på den morderiske pavé i Arenberg-skoven, som traditionelt er et nøglepunkt i løbet. Han slap helskindet igennem, men fire af udbruddets 12 ryttere mødte deres skæbne i skoven i form af styrt og punkteringer.

Umiddelbart efter Arenberg-skoven, hvorfra der er 85 kilometer til velodromen i Roubaix, iværksattes et kontraangreb med Alessandro Ballan (BMC), Juan Antonio Flecha (Sky), Mathieu Ladagnous (FDJ), Jimmy Casper (Ag2R), Maarten Wynants (Rabobank) and Sebastian Turgot (Europcar).

Det så over få kilometer ganske lovende ud, men udbruddet blev hentet af Omega Pharma-Quick Step i et så brutalt hug, at der blev skabt ny splittelse i feltet samtidig med, at Mørkøv-gruppen omsider blev kørt ind. Det var helt forventeligt, men ikke desto mindre kunne Mørkøv lade sig opsluge i vished om, at han havde sikret sig en eminent debut i den nordfranske manddomsprøve.

Stadig holdt han sig inde i løbet og prøvede at hænge på hjul i stedet for at pakke alt sammen, og det øgede kun indtrykket af en hårdfør rytter, der virkelig havde en god dag i sit yndlingsterræn.

Forude huggede Sylvain Chavanel til og skabte ny udskilning ved at trække en lille flok ryttere med sig i et nyt udbrud. Fem ryttere kom af sted med Chavanel, nemlig Turgot, Michael Schar (BMC), Mathieu Ladagnous (AG2R) og Laurent Mangel (Saur-Sojasun).

Turgot og Chavanel var det klart stærkeste, og Turgot forsøgte i to omgange at slippe alene væk. Med 60 kilometer til mål blev nordmanden Thor Hushovd (BMC) bagude sat ud af spil i et styrt, og med en så stor trussel af vejen, skete der ting og sager oppe foran.

Boonen tager front med holdkammerater
Først blev en frontgruppe bestående af Tom Boonen (OPQS), Filippo Pozzato (Farnese Vini), Alessandro Ballan (BMC) og Turgot skabt. Flere ryttere kom op, og så pludselig med 56 kilometer til mål sad Boonen alene i front sammen med holdkammeraten Niki Terpstra, idet Ballan og Pozzato helt uforståeligt pludselig slap Boonens hjul.

I rasende fart uden skelen til den ufatteligt hårde opgave, det ville være at nå alene hele vejen til Roubaix, fløj de to holdkammerater af sted, og på pavéen Auchy-lez-Orchies med 55 kilometer til mål skød Boonen så alene væk i en umådelig satsning på en monumental triumf.

Bagude styrtede Pozzato og gav ny næring til Boonens drømme om en fjerde sejr i Paris-Roubaix. Det britiske Sky-mandskab satte fire folk af til at styre jagten på Boonen, der med 50 kilometer til mål havde et forspring på 34 sekunder.

En af dem, spanieren Juan Antonio Flecha, forsøgte at køre alene væk, men hullet fik han aldrig. Og længere bagude var Hushovd igen på banen i en vild forfølgelsesjagt sammen med Chavanel, der tidligere blev sat tilbage på grund af en punktering. Intet var afgjort endnu, men stadig holdt Boonen sig 30 sekunder foran sine nærmeste forfølgere.

40 kilometer fra mål blev Sky-gruppen hentet af endnu en løsreven gruppe, og op mod 15 ryttere (Quick Step-rytteren Terpstra undtaget) indledte nu i fællesskab jagten på den førende rytter. Heriblandt Team Saxo Banks stærke italiener Matteo Tossato. Samtidig kunne man vinke farvel til Chavanel og Hushovd, der på det tidspunkt var langt over to minutter efter Boonen.

Boonen modstår presset
Hårdt, hårdt pres fra forfølgergruppens fire Team Sky-ryttere - Flecha, Boasson Hagen, Hayman og Stannard - havde dog ikke synlig effekt på stopuret: Boonen holdt sig med 37 kilometer til mål 45 sekunder fra forfølgerne. I gruppen sad også blandt andre Lars Boom (Rabobank), Johan Vansummeren (Garmin), Ballan (BMC), Luca Paolini (Katusha) og Turgot (Europcar).

Den stærke modstand til trods kunne Boonen imidlertid langsomt men sikkert øge sit forspring, der med 25 kilometer til mål var på et minut.

På løbets sidste store udfordring, pavéen Carrefour de l'Arbre, lancerede Lars Boom et angreb, som straks fik Ballan, Flecha og franskmanden Matthieu Landagnous (FDJ) til at svare igen. De fire ryttere blev snart samlet og syntes at indse, at alt var tabt, da uret trods forceringen viste, at Boonen stadig havde et forspring på et minut og 12 sekunder.

Den belgiske tornado tog kun til i styrke, og alle vidste da, at kun sort uheld kunne snyde Boonen for den historiske triumf, der kommer kun en uge efter hans tredje sejr i kongeklassikeren Flandern Rundt.

Det er anden gang, at 31-årige Tom Boonen vinder både Flandern Rundt og Paris-Roubaix i samme sæson. Første gang var i 2005.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere