Her er de seks favoritter i Paris-Roubaix

Helvedet i nord: Brostens-klassikeren afvikles i dag - sandsynligvis uden Team Saxo Bank i hovedrollen. Se favoritterne her

Tom Boonen (th.) har vundet løbet tre gange. Det er kun overgået af Roger de Vlaeminck, der har vundet fire gange. (Foto: AP/Michael Spingler)
Tom Boonen (th.) har vundet løbet tre gange. Det er kun overgået af Roger de Vlaeminck, der har vundet fire gange. (Foto: AP/Michael Spingler)

Brostensklassikeren. Helvedet i nord. Endags-løbet Paris-Roubaix er et af de mest fascinerende løb i cykelsportens omfattende kalender, og dagens 257,5 km lange udgave af løbet, der blev kørt første gang i 1896, bliver givetvis lige så dramatisk, som det plejer.

Styrt og punkteringer hører nemlig med til løbet med de indbyggede 27 kortere eller længere strækninger med brosten.

- Paris-Roubaix kaldes 'helvedet i nord', og det er en passende beskrivelse for dem, der gennemgår alverdens pinsler uden nogensinde at komme i nærheden af sejren. Men for ryttere med en særlig genetik, med en råstyrke, de kan slippe løs på netop denne ene løbsdag, er Paris-Roubaix snarere et paradis, siger RadioShack-sportsdirektør Lars Michaelsen.

Smertetærskel over middel
Han var i sin aktive karriere en rytter af netop den støbning, der kan vinde dette vanvittige væddeløb: Stærk som en okse, hårdhudet, kløgtig og med en smertetærskel langt over middel.

11 gange kørte han løbet. To gange blev han nummer fem, og kun et bittert styrt i finalen afskar ham efter alt at dømme fra podiet, da han kørte løbet for sidste gang i 2007.

Der er fire Team Saxo Bank-danskere med i dagens løb - men de er sandsynligvis uden chance for at få en hovedrolle.

Måske i top 10
- Jeg så gerne Kasper Klostergaard ramme morgenudbruddet, men realistisk set bliver det meget svært for ham eller nogen anden Team Saxo Bank-rytter at holde sig i front hele vejen til Roubaix.

- Med den mest gunstige udvikling kan Kasper måske køre i top ti, men så skal han af sted i et udbrud med de helt rigtige folk og en stor motor (uopslidelig rytter, red.), der kan bringe udbruddet langt. Holder det igennem Arenbergskoven, vil det se godt ud, selv om der stadig er 85 kilometer til mål, vurderer Lars Michaelsen.

Udover Klostergaard stiller Team Saxo Bank med danskerne Jonas Aaen, Anders Lund og Michael Mørkøv.

Ekstra Bladet vurderer følgende seks ryttere som topfavoritterne:

TOM BOONEN
31 år, Belgien
Hold: Omega Pharma - Quick Step
Sidste års placering: Udgik
Med tre sejre på stribe i brostensklassikerne E3 Prijs Vlaanderen-Harelbeke, Gent-Wevelgem og senest Flandern Rundt må ' Flanderns løve' leve med presset som altoverskyggende favorit.

FILIPPO POZZATO
30 år, Italien
Hold: Farnese Vini - Selle Italia
Sidste års placering: Udgik
Kørte et stærkt Flandern Rundt, hvor han igen viste sin klasse på brostenene. Har før lavet topresultater på cykelbanen i Roubaix, og han ligner en mand, der har ramt topformen på rette tidspunkt.

ALESSANDRO BALLAN
32 år, Italien
Hold: BMC Racing Team
Sidste års placering: 6
Som de to andre topfavoritter har Ballan vist gode evner på brostenene mellem Compiègne og Roubaix, og med en tredjeplads i Flandern Rundt ser benene ud til at være til mere i år.

THOR HUSHOVD
34 år, Norge
Hold: BMC Racing Team
Sidste års placering: 8
I absolut topform ville han være øverst på denne liste, men han har hidtil intet vist på brostenene i år. Er dog som skabt til Paris-Roubaix og har kørt adskillige top ti-placeringer hjem.

SYLVAIN CHAVANEL
32 år, Frankrig
Hold: Omega Pharma - Quick Step
Sidste års placering: 38
Har tidligere kørt i top ti i ' En forårsdag i Helvede' og kan måske lukrere på, at alles øjne hviler på holdkammerat Boonen. Hjemlandets store håb kan pludselig sidde med alle kortene på hånden.

JUAN ANTONIO FLECHA
34 år, Spanien
Hold: Team Sky
Sidste års placering: 9
En skade har ødelagt meget af Flechas brostenssæson, men en placering som nummer 20 i Flandern Rundt kunne indikere, at formen måske alligevel er ved at være der.

Paris-Roubaix, TV 2 og Eurosport kl. 13.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere