Ekspert: Nu får Team Saxo Bank arbejdsro

Med en fornyet World Tour-licens kan det danske cykelhold koncentrere sig om at begynde at vinde igen.

Arbejdsro. (Foto: Claus Bonnerup)
Arbejdsro. (Foto: Claus Bonnerup)

Med UCI's licenskomités dom, der giver Team Saxo Bank lov til at beholde sin World Tour-licens, får det dansk baserede cykelhold tiltrængt arbejdsro og dermed langt bedre mulighed for at skabe resultater.

Det mener cykelekspert og kommentator på Eurosport, Thomas Bay, der regner med, at kørestilen nu vil blive en anden.

- Det giver noget arbejdsro, for det har virket som om, man har været lidt desperate for at blive set i løbene.

- Hatten af for Anders Lund og Michael Mørkøv, der er gået tidligt i udbrud, men holdet har virket meget gearet til at vise sig frem. Nu kan man arbejde konstruktivt for at skabe resultaterne, siger Thomas Bay.

UCI's licenskomité har de seneste to måneder behandlet sagen om Team Saxo Banks licens, efter at holdets stjernerytter Alberto Contador modtog en toårig karantæne for en dopingdom tilbage fra 2010.

Uden de point Contador har tjent ind, har holdet slet ikke haft nok ranglistepoint til at have en licens, der giver automatisk deltagelse i de største cykelløb.

Men det har formentlig vejet tungt, da licenskomitéen skulle træffe sin afgørelse, at Bjarne Riis var uvidende om Contadors dopingsag, der stammer fra tiden, før han blev hentet til Saxo Bank.

- Licenskomitéen har formentlig taget hensyn til, at Bjarne Riis ikke havde nogen chance for at vide, at den pakke, han købte med Contador, ville udvikle sig på den måde.

- Det er en dum sag for alle parter, og det er en sag uden vindere. Men jeg tror, at de har trukket sagen i langdrag for at signalere, at det ikke er tomme trusler, men at man rent faktisk kan miste sin licens.

- Jeg tror, det har været vigtigt for UCI at køre sagen helt igennem, siger Thomas Bay.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere