Mørkøv jubler over licens og tror på mere

Michael Mørkøv er glad for at blive på højeste niveau og tror på point nok i år til at blive blandt de bedste

Michael Mørkøv kører fortsat for et Tour-hold. (Foto: Thomas Sjørup)
Michael Mørkøv kører fortsat for et Tour-hold. (Foto: Thomas Sjørup)

Michael Mørkøv er en dygtig dansk cykelrytter i en rivende udvikling på landevejen, og han var også en særdeles glad rytter, da UCI's licenskomité mandag valgte at lade Mørkøv og resten af Team Saxo Bank beholde licensen som World Tour-hold.

- Det er en rigtig glædelig nyhed, den er den nyhed, vi alle sammen har gået og ventet på i rigtig lang tid, siger han.

- Det betyder rigtig meget, at vi kan være med i de løb, vi har planlagt at være med i, men det betyder også rigtig meget for holdet at forblive i første division. Det er der, vi alle sammen rigtig gerne vil være og konkurrere.

Usikkerheden om, hvorvidt danskerholdet kunne få lov til at blive på højeste niveau med dertil hørende startnummer-garanti i Tour de France og de øvrige helt store cykelløb, har ikke unaturligt fyldt en del i tankerne hos holdets ryttere.

- Det har fyldt en del. Det er en afgørelse, vi har ventet på.

- Men vi har været gode til at fokusere på cyklingen og gøres vores bedste på cyklerne, siger Mørkøv.

Ifølge den internationale cykelunion (UCI) skal Team Saxo Bank og holdets ryttere dog i gang med at hente point på landevejene.

For at få licensen igen næste år, skal holdets ryttere hente point nok i år til at opfylde de sportslige kriterier.

Det var netop manglende point som følge af Alberto Contadors dopingkarantæne, der gjorde, at Team Saxo Banks licens overhovedet skulle revurderes.

Og selv om det ikke er blevet til ret mange point endnu i denne sæson, er Michael Mørkøv overbevist om, at holdets ryttere klarer opgaven.

- Helt sikkert. Indtil nu har vi ikke skrabet så mange point sammen i år, men det kæmper vi hver dag for at gøre. Vi gør alt, hvad vi kan, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere