Cavendish overvejer tidlig Tour-exit

Det er ikke sikkert, at cykel-verdensmester Mark Cavendish gennemfører Tour de France i år, siger hans træner.

Mark Cavendish kan måske finde på at opgive den grønne trøje for at vinde OL-guld. (Foto: AP)
Mark Cavendish kan måske finde på at opgive den grønne trøje for at vinde OL-guld. (Foto: AP)

Mark Cavendish overvejer at kvitte årets udgave af Tour de France før tid for at koncentrere sig 100 procent om sommerens OL i London.

Det fortæller verdensmesterens træner, Rod Ellingworth, der også er manager for det britiske landevejshold i cykling.

- Mark har sagt, at han gerne vil gennemføre Touren, men hvis han ved, at han kan vinde OL-guld, tager han den sidste uge af Touren dag for dag, siger Rod Ellingworth til guardian.co.uk.

For Cavendish, der i år er skiftet til Team Sky, er det som sådan ikke vigtigt at gennemføre Touren og vinde den grønne point-trøje, lyder det fra Ellingworth.

- Hvis den grønne trøje kommer Marks vej, så gør den det. Han vil vinde etaper i Touren, det er målet. Der er en mulighed for, at han stiger af før tid, hvis han er træt og graver et stort hul for sig selv, siger træneren.

Tour de France slutter i Paris 22. juli, mens OL's landevejsløb finder sted 28. juli.

0 kommentarer
Vis kommentarer