Matti Breschel forventer egoistisk OL-løb

Cykelrytteren Matti Breschel håber, at han kan lave et resultat ved OL, men det bliver et helt anderledes løb

Matti Breschel har fået fart i hjulene, og et af de mange mål, Rabobank-rytteren ser frem mod, er OL i London til august.

De Olympiske Lege bliver en helt ny oplevelse for danskeren.

- Forleden snakkede jeg med Max Sciandri, som tidligere har stået på OL-podiet. Han mener, at det bliver et lidt anderledes løb, fordi man kun stiller med tre-fire mand, nogle gange med en enkelt, så det bliver svært at hjælpe hinanden.

- Det er et meget egoistisk løb, siger Matti Breschel.

Englænderen med de italienske rødder blev nummer tre og vandt bronze ved OL i Atlanta i 1996.

Matti Breschel har ikke tidligere deltaget i et OL-løb, men han har vundet både VM-sølv og VM-bronze.

Se også: Breschel: Hele Holland stresser over sejr

- Jeg har aldrig prøvet at køre OL, men ud fra ruteprofilen og ud fra det, jeg har hørt, så skulle det ligge godt til mig.

Matti Breschel, som var skadet i store dele af 2011, har allerede sikret sig et par top-5-placeringer i denne sæson.

Han håber, han kan bidrage til at score flere point, så Danmark kan få et stærkt hold med til VM og OL.

- Det er klart, at der skal skabes nogle point, og det håber jeg da på, at jeg kan bidrage med.

- Ruten ligger også godt til Jakob Fuglsang, hvis løbet bliver hårdt nok - hvilket det formentlig gør - og så kan vi supplere hinanden godt. Så tror jeg, at vi kan nå rigtig, rigtig langt, siger Matti Breschel.

Den næste store opgave for Breschel bliver det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, som køres fra 7. marts.

0 kommentarer
Vis kommentarer