Bjarne Riis skal slås for licens på mandag

Bjarne Riis skal mandag til en høring hos det internationale cykelforbund UCI i sagen om Saxo Banks licens.

Snart ved Riis mere (Foto: Jens Dresling)
Snart ved Riis mere (Foto: Jens Dresling)

Holdejer Bjarne Riis er blevet indkaldt til en høring hos det internationale cykelforbund UCI på mandag i sagen om at kunne få lov til at bevare Team Saxo Banks nuværende licens.

Ved mandagens høring skal Bjarne Riis overbevise UCI om, at holdet skal beholde sin status som World Tour-hold, der blandt andet giver adgang til Tour de France.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at høringen foregår næste mandag. Med hensyn til, hvornår der så sker mere, er umuligt at sige på nuværende tidspunkt, siger talsmand for UCI, Enrico Carpani, til sporten.tv2.dk.

Se også: UCI sender Riis og Saxo Bank på pinebænken

Licenskomitéen i UCI skal herefter afgøre, om Team Saxo Bank fortsat kan deltage i de største cykelløb i verden.

- Vi ved ikke, hvor lang tid komitéen vil bruge på det her. Det er op til dem selv, siger Carpani.

Sagen og høringen kommer, efter Team Saxo Bank-rytteren Alberto Contador tidligere på måneden blev idømt en toårig karantæne af den internationale sportsdomstol CAS.

Se også: Tour-arrangører dropper Team Saxo Bank

Alberto Contador har optjent cirka 68 procent af de point, Team Saxo Bank samlet har optjent, og det kan betyde, at holdet ikke længere opfylder de nødvendige kriterier for at køre på UCI's World Tour.

- Jeg kan bekræfte, at vi er blevet indkaldt til en høring 27. februar, og vi selvfølgeligt er i fuld gang med at forberede os.

- Vi ser frem til at komme ind og give vores syn på sagen, fortæller Saxo Banks pressechef, Anders Damgaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer