Chris Anker er tømt for energi og overskud

Chris Anker Sørensen har haft en uheldig opstart i denne sæson, hvor han har været ramt af styrt og influenza

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Cykelrytteren Chris Anker Sørensen er fuldstændig tømt for energi, efter at han både har været ramt af et styrt og sygdom i opstartsfasen.

Team Saxo Bank-rytteren befinder sig i øjeblikket på træningslejr i spanske Valencia, og han ser tilbage på sin uheldige opstart på sæsonen.

- Efter styrtet i december og de tre ugers pause det fik som konsekvens, var jeg ellers kommet godt i gang med træningen og blev så ramt af en galsindet influenza, som tømte mig for energi og fik mig til at hoste som en søløve.

- Det er først nu, jeg atter er tilbage på vejen. Jeg er rask, men stadig tømt for energi og overskud. Dog er der fremgang, og jeg må bare sande, at jeg kommer i form senere end først planlagt, siger han i en pressemeddelelse.

Chris Anker Sørensen glæder sig til at være tilbage i feltet, når han skal køre cykelløbet Volta a Catalunya sidst i marts,

- Herudover ligger Baskerlandet Rundt også på min vej til Liège-Bastogne-Liège, og dér kunne det være fedt at forbedre sidste års sjetteplads.

- Selvfølgelig bliver det svært med så stærkt et felt, men når jeg har gjort det før, kan jeg vel gøre det igen, siger Chris Anker Sørensen.

Sæsonens hovedmål er sommerens Tour de France, som han har kørt tre gange tidligere. Han sætter også i år næsen op efter at blive udtaget til at deltage i det franske etapeløb.

- Efter ardennerklassikerne skal jeg dykke i form og arbejde mig hen mod storformen til juli, men inden Touren er der jo DM i hjembyen Hammel. At vinde Dannebrogstrøjen på de hjemlige veje ville være helt fantastisk.

- Men lige nu fokuserer jeg på de udfordringer, jeg er midt i. På trods af frustrationerne omkring skade- og sygdomspause er jeg meget fortrøstningsfuld omkring den kommende sæson, fastslår Chris Anker Sørensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer