Martin Mortensen kører for klassikersejr

Martin Mortensen blev sorteret fra, da Leopard Trek blev til RadioShack, men han er i dag glad for, at han måtte skifte hold

Martin Mortensen, der her ses i Leopard Treks trøje, har fået en fri rolle for hans nuværende hold, Vacansoleil. (Foto: AP)
Martin Mortensen, der her ses i Leopard Treks trøje, har fået en fri rolle for hans nuværende hold, Vacansoleil. (Foto: AP)

Kammeratskabet var enestående på det luxembourgske storhold Leopard Trek, da det sidste år blev etableret under danskerne Kim Andersens og Brian Nygaards ledelse.

I dag er stemningen på holdet efter sigende en helt anden, og Martin Mortensen, der blev strittet ud, da belgieren Johan Bruyneel tog magten, er godt tilfreds med, at han skiftede til det hollandske Vacansoleil.

– Jeg var selvfølgelig skuffet til at begynde med, for jeg kørte på verdens på papiret bedste cykelhold. Men der er sket store forandringer på RadioShack (Leopard Treks nye navn, red.), siger Martin Mortensen.

– Det er, hvad jeg hører, når jeg snakker med nogle af dem, der stadig kører på holdet. Kammeratskabet er slet ikke det samme.

– Jeg har det bedre her. Jeg har gjort et godt bytte, for i 2011 skulle jeg i 90 procent af tiden bare tage føringer, til jeg brækkede mig. På Vacansoleil kører jeg stadig på World Tour-niveau, men her har jeg mulighed for også at køre min egen chance, siger Martin Mortensen.

Kører semiklassiker i dag
En af de chancer kan komme søndag, når han kører den belgiske semiklassiker Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Netop det løb var i 2010 stærkt medvirkende til, at han året efter fik tilbudt en kontrakt på Leopard Trek. I et vanvittigt uvejr opgav store stjerner på stribe, mens Mortensen stred sig igennem og blev nummer 11 af blot 26 fuldførende ryttere.

– Også denne gang handler det først og fremmest om at komme igennem. Men mine forberedelser har været gode, så jeg håber, jeg kan levere en god præstation igen, siger Martin Mortensen.

– Hvis vi kommer til mål i en større gruppe, er det Roman Feillu, vi kører for, men ellers har jeg en fri rolle.

Hans foreløbige forårsprogram inkluderer Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Giro d’Italia, hvor han udfylder hjælperytterens rolle, mens han i mindre løb får chancen for at vinde sin første sejr som professionel.

– Dette program havde jeg aldrig fået, hvis jeg kørte på RadioShack, siger 27-årige Martin Mortensen, der i denne sæson ud over den første sejr kører for at sikre sig en kontrakt næste år.

– Nu skal jeg vise resultater, og jeg er ved at have alderen til det. Det lægger pres på mig, men det passer mig fint.

Martin Mortensen vandt senest et cykelløb, da han i september 2008 på kontinentalholdet Team Designa Køkken vandt parløbet Duo Normand med Michael Tronborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer