Eks-rytter langer ud: Riis mangler klasse

Brian Vandborg føler sig som syndebuk i det store spil om kontrakter på Team Saxo Bank

Skuffet over Riis (Foto: Claus Bonnerup)
Skuffet over Riis (Foto: Claus Bonnerup)

En time før feltet i august sidste år kørte ud på den vigtige etape til Vejle i Danmark Rundt, fik Brian Vandborg besked af Bjarne Riis om, at han ikke kunne regne med at få forlænget sin kontrakt med Team Saxo Bank. Det er længe siden, men stadig er Vandborg dybt skuffet over Riis’ timing.

- Det er mangel på klasse. Jeg havde rykket for en udmelding i ugevis, men Riis udskød sin beslutning igen og igen. Og så vælger han at fortælle mig det lige før et vigtigt løb. Det er simpelt hen dårlig stil, siger Brian Vandborg i dag.

- Det er svært at sætte sig op til et løb, når man lige har fået sådan en besked. Jeg var sådan set ikke rystet over at få at vide, at min kontrakt var i fare, men timingen var fandeme ikke i orden.

Se også: I sommer Tour de France - nu arbejdsløs

Medvirkende til, at Vandborg faldt i unåde hos Riis, var den uheldige start, han fik på 2011-sæsonen. Han blev ramt af sygdom i flere omgange og fik først for alvor fart i cyklen i Tour of California og Critérium du Dauphiné. Det betød, at han var noget slidt, da Touren begyndte.

- Det var tydeligt, at Riis var utilfreds med mig. Han var faktisk utilfreds med det meste under Tour de France, men det var mig, der blev syndebuk, siger Brian Vandborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer