Mini-Moser først over stregen

21-årige Moreno Moser vandt Trofeso Laigueglia

Den blot 21-årige Liquigas-Cannondale-rytter Moreno Moser kørte først over målstregen i den 49. udgave af det italienske cykelløb Trofeo Laigueglia.

Moreno Moser, der er nevø til den tidligere verdensmester Francesco Moser, stak af fra en udbrydergruppe omkring tre kilometer fra mål og formåede at holde de jagtende konkurrenter bag sig.

Miguel Angel Rubiano Chavez og Matteo Montaguti blev nummer to og tre.

Team Saxo Bank spillede ikke den store rolle i løbet, men udtrykker dog tilfredshed med Mads Christensens indsats.

- Mads kørte et rigtig flot løb, og han er i rigtig god form. Han var med i udbrud fra starten af løbet, og han sad sågar med i finalen sammen med Rafael (Majka), men uheldigvis taber han kæden med tre kilometer til målstregen og har selvfølgelig svært ved at nå op igen. Men det lover rigtig godt for ham i de næste løb, han skal køre, siger sportsdirektør Nicholas Gates.

0 kommentarer
Vis kommentarer