Så faldt hammeren: Ullrich dopingdømt

Den tyske 1997-Tour de France-vinder er dømt af den internationale sportsdomstol CAS

CAS finder det bevist, at Jan Ullrich har været dopet i sin aktive karriere (Arkivfoto: AP)
CAS finder det bevist, at Jan Ullrich har været dopet i sin aktive karriere (Arkivfoto: AP)

Så er endnu en langstrakt doping-sag faldet på plads.

Den tidligere tyske toprytter Jan Ullrich er idømt en toårig karantæne, og får samtidig frataget alle resultater siden 1. maj 2005. Det meddeler den internationale sportsdomstol CAS.

Se også: Ullrich fuldender stor doping-uge

Dommer betyder blandt andet, at hans tredjeplads i Tour de France 2005 er slettet. I stedet bliver Mancebo treer - og Michael Rasmussen sekser.

Ullrich mister også sejren i Schweiz Rundt 2006, en enkeltstartsejr i Schweiz Rundt samme år, en etapesejr i Giroen 2006 og en etape i Schweiz Rundt 2005.

Den tyske cykelrytter indstillede karrieren i 2007, og derfor får den toårige karantæne næppe den helt store betydning for Jan Ullrich.

Se også: Ullrich må vente på dom i dopingsag

Karantænen gives på grund af Ullrichs involvering i den spanske dopingsag Operacion Puerto, som sprang ud i lys lue i 2006. Kort før Touren det år blev Ullrich suspenderet af sit tyske hold T-Mobile, da hans navn blev kædet sammen spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes og hans blodklinik i Madrid.

Den internationale cykelunion (UCI) havde krævet, at Jan Ullrich skulle have karantæne på livstid, men den beslutning bakkede CAS ikke op om.

0 kommentarer
Vis kommentarer