Så mange millioner taber Contador

Mere nedtur: Først røg alle sejrene, og nu vil UCI også have Alberto Contadors millioner

Foruden rekordbøden på 18,5 millioner risikerer Alberto Contador at skulle betale en del præmiepenge tilbage. Et beløb på den anden side af fem millioner kroner. (Foto: AP)
Foruden rekordbøden på 18,5 millioner risikerer Alberto Contador at skulle betale en del præmiepenge tilbage. Et beløb på den anden side af fem millioner kroner. (Foto: AP)

Hvis Alberto Contador har en plan om at skrive en bestseller af en selvbiografi, så vil det måske være en god idé at begynde processen nu, hvor han alligevel ikke må køre cykelløb.

Han kan i hvert fald få god brug for lidt supplerende indkomst.

For med et slag mistede han i går ikke blot sejrene i etapeløbene Tour de France, Giro d'Italia, Katalonien Rundt samt Volta a Region Murcia. Privatøkonomien ser også ud til at komme til at lide et alvorligt slag.

Bøde på 18,5 millioner
Ganske vist kan han med den i cykelverdenen tårnhøje årsgage i omegnen af 30 millioner kroner nok holde til, at der bliver lukket for udbetalingerne i det kommende halve år.

Men der er andre og mere alvorlige grunde til, at han nok alligevel må indstille sig på at booke et møde med sin lokale bankmand i hjembyen Pinto.

Se også: Contador: Vil forfølge sagen til enden

I hvert fald kommer der i kølvandet på mandagens toårige karantænedom et bødeforlæg fra den internationale cykleunion, UCI, på det rekordstore beløb 2,485 millioner euro (18,5 millioner kr.).

Læg dertil, at han siden den fældende dopingprøve har kørt pengepræmier ind på den pæne side af fem millioner kroner, som han formentlig kan se frem til at skulle betale tilbage –eller i det mindste donere til velgørende formål. Dermed lander den samlede regning på knap 25 millioner kroner.

Se også: Contador: Uforståelig dom

Og selv om Contador gennem et par år i den absolutte løntop kan have været nok så sparsommelig og lagt til side, så er det tvivlsomt, om han ligger inde med så store beløb.

Usikre præmiepenge
Præmiepengene kan muligvis blive lidt problematisk at tilbagekræve. For i etapeløb er det kutyme, at alle præmiepenge bliver fordelt mellem holdkammeraterne. Så det vil i alle tilfælde kræve gode overtalelsesevner i en hel del telefonopkald til nuværende og tidligere holdkammerater, hvis Contador skal have dem retur.

Se også: Kyllingen misunder Contadors billige straf

Hvis altså det bliver aktuelt. For det hersker der endnu usikkerhed om.

– Det har jeg ikke noget svar på endnu. I første omgang skal UCI bekræfte, hvilke løb der er tale om. Men om han derefter skal betale sine præmiepenge tilbage fra Tour de France, ved jeg ikke endnu, siger Fabrice Tiano, der er talsmand for Tour-arrangøreren Amaury Sports Organisation, ASO.

Klar paragraf
Så er der straks mere hold i UCI's krav, der tager afsæt i unionens antidoping-reglement –som alle licensryttere er underlagt. Det indeholder en paragraf 326, der slår fast, at dopingsyndere, der idømmes mindst to års karantæne, skal tildeles en bøde svarende til en netto-årsindtægt. I Alberto Contadors tilfælde altså 18,5 millioner kroner.

Se også: Riis vil gerne forlænge Contadors kontrakt

Reglementet blev indført i 2009, efter at UCI i sagerne mod Michael Rasmussen og Alexandre Vinokurov ikke kunne kradse bøder ind efter deres dopingkarantæner på baggrund af den erklæring, rytterne havde underskrevet forud for Touren i 2007.

Siden har flere dopingsyndere måttet til lommerne efter at have modtaget domme –bl.a. den tidligere Giro d'Italia-vinder Danilo di Luca, der måtte hoste op med 1,35 millioner kroner for at få lov til at fortsætte karrieren.

Men mon ikke Contadors hær af advokater vil kæmpe mod bødeforlægget og eventuelt påstå, at han ikke decideret er blevet dømt for doping?

Ellers må han nok i gang ved skrivemaskinen derhjemme.

Klik på tour-vinderne og læs mere: