UCI-medlem: Riis har orden i tingene

Peder Pedersen tror ikke, Team Saxo Bank får frataget licensen. - Mon dog det går så galt, siger han

Riis bør have en fordel, mener danske UCI-medlem (Foto: Claus Bonnerup)
Riis bør have en fordel, mener danske UCI-medlem (Foto: Claus Bonnerup)

Inden for få dage skal en uafhængig kommission vurdere, om Team Saxo Bank skal have frataget licensen til at køre i World Tour-feltet og dermed miste den automatiske adgang til alle store cykelløb.

Med karantæne til holdets stjernerytter Alberto Contador mister holdet mere end to tredjedele af sine point til licensregnskabet, og Team Saxo Bank er ifølge den internationale cykelunion (UCI) i reel fare for at miste licensen for denne sæson.

Se også: Tour de France i fare for Riis

Men Peder Pedersen, der har været medlem af UCI siden 1993, tror ikke, licenskommissionen vil udelukke Bjarne Riis-holdet fra World Touren.

- Mon dog det går så galt, siger Peder Pedersen, der selv tidligere har været med til at vurdere, hvilke cykelhold der skulle tildeles licens, men ikke er involveret i Contador-sagen.

- Generelt kan jeg sige, at Team Saxo Bank er kendt for at have orden i tingene og er et meget velanskrevet hold. Og det gør jo ikke tingene værre for dem, for de er normalt gode repræsentanter for cykelsporten.

Betyder det noget, når kommissionen skal vurdere sagen?

- Nej altså, der er nogle helt klare regler, men det er jo altid godt, hvis man er en god repræsentant for det, man er inde i. Det var bare en sidebemærkning, siger han kryptisk.

Normalt mødes licenskommissionen hvert år i december for at udstede licenser til holdene.

Se også: Saxo Bank: Ingen konsekvenser for holdet

Afgørelserne bygger blandt andet på antallet af optjente point og holdets økonomi, men også spørgsmål om etik og moral indgår i vurderingen af kandidaterne til de eftertragtede World Tour-licenser.

- Nu er det jo en akut situation, der skal løses, og jeg kan ikke gætte på, hvordan det kører. Vi får formentlig meget snart et svar på, hvordan kommissionen løser det her, lyder det fra det danske UCI-medlem.

0 kommentarer
Vis kommentarer