Schleck: Jeg er ked af det

Andy Schleck får tildelt Tour de France-sejren fra 2010, men er ked af måden, det sker på

Andy Schleck blev slået i Tour de France 2010. Nu bliver han tildelt sejren på efterbevilling (Arkivfoto: AP)
Andy Schleck blev slået i Tour de France 2010. Nu bliver han tildelt sejren på efterbevilling (Arkivfoto: AP)

Alberto Contadors dopingdom i dag betyder, at Andy Schleck bliver vinderen af Tour de France i 2010.

Ligesom Oscar Pereiro, der fik tildelt Tour-sejren ovenpå Floyd Landis' positive dopingprøve, er Andy Schleck nu blevet tildelt en Tour de France-sejr på skrivebordet.

Men det huer ikke den nuværende RadioShack Nissan-Trek-rytter, der ærgrer sig over, at Contador er blevet dømt.

- Der er ingen grund til at være glad nu. Først og fremmest er jeg ked af det på Albertos vegne. Jeg har altid troet på hans uskyld. Det er bare en meget trist dag for cyklingen. Den eneste positive nyhed er, at der endelig er faldet en dom efter 566 dages uvished. Nu kan vi endelig komme videre, siger lillebror Schleck i en pressemeddelelse.

Se også: Midt i nedturen: Riis får Tour-sejren

Tour de France-sejren i 2010 er altså Andy Schlecks, men Schleck-lillebror vil vinde ordentligt - på landevejen.

- Jeg har tiltro til, at CAS-dommerne har taget alt med i deres overvejelser efter at have læst mere end 4.000 sider i sagen. Hvis jeg nu bliver erklæret vinder af Tour de France 2010, så vil det ikke gøre mig glad.

- Jeg kæmpede mod Contador i løbet, og jeg tabte. Mit mål er at vinde Tour de France på en sportslig måde, ved at være den bedste af dem, der kæmper om det, og ikke i retten. Hvis jeg vinder Touren i år, så vil jeg se den som min første Tour-sejr, lyder det fra Andy Schleck.

0 kommentarer
Vis kommentarer