Professor savner beviser i Contador-sag

Verner Møller undrer sig over, at man dømmer Alberto Contador uden at have konkrete beviser på doping

Hvor er beviserne? (Foto: Jonas Nyrup)
Hvor er beviserne? (Foto: Jonas Nyrup)

Alberto Contador er blevet idømt to års karantæne fra cykelsport, selv om man ikke har kunnet bevise, at han har indtaget det forbudte stof clenbuterol med vilje.

Det undrer idrætsprofessor Verner Møller fra Aarhus Universitet. Han har tidligere kritiseret antidopingreglerne for at være præget af subjektivitet frem for objektivitet.

- I det almindelige retssystem vil man hellere lade 10 skyldige gå fri end at lade en uskyldig blive dømt. I sporten har man derimod for at gøre det sværere at dope sig valgt at dømme den ene uskyldige i stedet for at lade en skyldig gå fri, siger han.

Se også: Nedtur for Riis: Contador får to års karantæne

Han mener ikke, at cykelsporten har vundet noget ved, at Alberto Contador nu er blevet dømt for at have indtaget en meget lille mængde clenbuterol uden at nogen entydigt har kunnet forklare, hvordan stoffet er kommet ind i kroppen.

Contador selv mener, at han har spist en forurenet bøf, den internationale cykelunion (UCI) tror, at han har bloddopet sig.

Se også: Fåmælt Riis-lejr: Vi har brug for tid

Den internationale sportsdomstols (CAS) tribunal tror mest på, at Contador har indtaget stoffet med et kosttilskud.

- Uanset, hvordan dommen var faldet ud, ville man stå med tvivl om, hvorvidt han egentlig havde dopet sig eller ej.

- Der er jo ingen, som nu kan sige, at det var godt, at Contador blev dømt, fordi han var skyldig.

- Og omvendt er det jo en frygtelig ulykke at stemple en højt profileret atlet som dopingbruger, hvis han reelt ikke har været klar over, hvordan stoffet er havnet i kroppen, siger Verner Møller.

Se også: Ekspert: En katastrofe for Riis

Han mener også, at antidopingsystemet er med til at ødelægge sporten, når sagerne trækker i langdrag som den aktuelle, hvor der er gået halvandet år fra den positive test, til der falder en dom.

- Det ulykkelige i sagen er, at Tour de France afgøres ved skrivebordet, langt efter at løbet er kørt.

- Og Andy Schleck, som altså nu er vinder af løbet i 2010, har ikke fået ret meget ud af det. Jeg tror ikke, at der er ret mange, der dukker op for at fejre ham, hvis man stiller et podium op nu, siger professoren.

Verner Møller udgav i 2009 bogen 'Løgn over løgn', hvor han med udgangspunkt i Michael Rasmussens Tour de France-exit i 2007 tager antidopingsystemet under kritisk behandling.

0 kommentarer
Vis kommentarer