Angrebsivrig Mørkøv: Så er det nu

Par nummer syv skal i offensiven i aftenens to jagter i det københavnske seks-dagesløb

Der kommer angreb fra d'herrer Rasmussen og Mørkøv i aftenens to jagter i Ballerup. (Foto: Gorm Olesen)
Der kommer angreb fra d'herrer Rasmussen og Mørkøv i aftenens to jagter i Ballerup. (Foto: Gorm Olesen)

Efter at have ført fredag aften er Michael Mørkøv og Alex Rasmussen gledet ned på tredjepladsen i seks-dagesløbet i Ballerup.

Eftermiddagens jagt over 75 omgange endte med en overraskende sejr til par nummer 13, Andreas Müller og Sebastian Lander.

I den samlede stilling er de tredobbelte mestre, Mørkøv og Rasmussen, nede på tredjepladsen efter Leif Lampater/Robert Bartko og Iljo Keisse/Marc Hester.

Og derfor skal der nu fyres op under kedlerne i de to jagter, der venter lørdag aften.

- Jeg kan endnu ikke mærke, at jeg ikke har kørt så mange løb på banen, som jeg plejer, og jeg føler mig frisk og hurtig. Derfor er jeg også sikker på, at vi slutter i toppen efter finaleaftenen.

- Keisse og Hester er vores største konkurrenter til den endelige sejr, og de er ivrige efter at slå os, men min fornemmelse siger mig, at vi er de stærkeste på banen. Meget positivt er det også, at de andre kører deres egen chance i stedet for at alliere sig og køre defensivt.

- Det åbner løbet, og vi skal være mere årvågne”, lyder det fra Team Saxo Banks Michael Mørkøv ifølge holdets hjemmeside.

- I aften bliver vi nødt til at angribe, da vi er en omgang bagud. Godt nok er Keisse/Hester vores største rivaler, men tyskerne skal man ikke slippe af syne, siger han.

Først køres en jagt på 30 minutter. Siden sluttes der med en jagt på en time. Løbet slutter tirsdag aften.

0 kommentarer
Vis kommentarer