90-årig seksdageskonge: 7'erne piver

Da Kay Werner var seksdageskonge i 50'erne, kørte man længere end i dag, og dagens stjerner piver, mener han

Publikum i Ballerup Super Arena rejste sig og hyldede begejstret alle nulevende par nummer syv siden første københavnske seksdagesløb i 1934, da 50. udgave af løbet blev skudt i gang torsdag aften.

Den ældste danske vinder, 50'ernes store stjerne Kay Werner, som er 90 år gammel, skød løbet i gang med løst krudt.

Den erfarne seksdageskonge har svært ved at forstå den nervøsitet, som Michael Mørkøv og Alex Rasmussen har udtrykt over torsdagens ekstraordinært lange åbningsjagt.

- Det er noget pjat. De kan bare tilpasse farten, hvis de ikke vil køre stærkt hele vejen, siger Kay Werner.

Torsdagens åbningsjagt er 100 kilometer lang, og ingen af rytterne i feltet har nogensinde kørt så langt i en seksdagesjagt.

Men dengang Kay Werner kørte med først Evan Klamer og senere Palle Lykke i 50'erne, kørte rytterne meget længere.

- Vi kørte tit 100 kilometer. Det tager to timer. Der var nogen, der begyndte at snakke om, at det var langt, og så svarede arrangørerne igen med at sætte det op til tre timer. Vi kørte også hele natten.

- Det var helt ubeskriveligt, som vi kørte dengang, og ingen lavede noget vrøvl, siger Kay Werner.

Palle Lykke kan heller ikke se det voldsomme i torsdagens ekstraordinært lange jagt.

- Vi kørte altid så langt. Men det er meget normalt, hvis par nummer 7 er nervøse, for når man kommer som vinder, er man altid spændt, siger Palle Lykke.

Ud over Kay Werner og Palle Lykke var også otte andre danske ryttere fra tidligere par nummer 7 mødt frem på jubilæumsaftenen.

Jimmi Madsen, Ole Ritter, Hans-Henrik Ørsted, Gert Frank, Jens Veggerby, Rolf Sørensen, Jakob Piil og Tayeb Braikia var de øvrige danske ryttere, som blev hyldet fra cykelbanen før løbet.

0 kommentarer
Vis kommentarer