Mistænkt for doping: Spurtede sig til sejr

Den unge tyske cykelkomet Marcel Kittel var hurtigst på anden etape af det franske etapeløb Etoile de Besseges

Den tyske tv-station ARD har bragt den tyske topsprinter Marcel Kittels navn i spil i forbindelse med en bloddopingskandale. En uheldig historie for den unge tyske sprinter, der havde en fantastisk sæson 2011, hvor han snuppede hele 17 sejre.

Hans hold Project 1t4i og Kittel selv har benægtet, at han skulle have gjort noget ulovligt, men mistanken er der stadig.

Se også: Tysk spurtkanon mistænkt for bloddoping

I dag viste Kittel dog, at han fortsat kan holde fokus på landevejen, da han var hurtigst på anden etape i det franske etapeløb Etoile de Besseges.

Dagens etape blev kraftigt afkortet pågrund af sne og temperaturer omkring frysepunktet. Blandt andet blev to af etapens stigninger sløjfet, og til sidst skulle rytterne blot ud på en 58,8 kilometer lang etape.

Se også: Kittels hold afviser dopingmistanke

Dagens etape endte derfor helt uundgåeligt i en massespurt, hvor Marcel Kittel altså viste, at hans sprinterevner er helt i top, da han var først over stregen.

Han sejrede foran Vacansoleils Kris Boeckmans og gårsdagens etapevinder Nacer Bouhanni fra FDJ.

Sejren giver samtidig også Kittel løbets førertrøje.

0 kommentarer
Vis kommentarer