Verdensmester laver en ’Rasmussen’

Den suveræne banesprinter Grégory Baugé mister sine VM-titler for 2011, efter at han har fået tre advarsler i forbindelse med sine whereabouts

Grégory Baugé har fået tre advarsler. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Grégory Baugé har fået tre advarsler. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Verdens bedste banesprinter, Grégory Baugé, er den første rytter uden for Danmark, der nu mærker konsekvenserne af en mangelfuld whereabout-opdatering.

Den trefoldige individuelle verdensmester blev i november af det franske forbund idømt et års baguddateret karantæne, efter at han inden for 18 måneder havde modtaget tre advarsler – nøjagtig som de to danske Rasmussener, Michael og Alex.

Baugés tre advarsler er udstedt på baggrund af to overtrædelser i forbindelse med ’rytter-tilgængelighed’ samt en såkaldt ’missed test’.

Tyske mestre
Det fik i går konsekvenser. For den internationale cykleunion, UCI, valgte nemlig at annullere samtlige hans resultater i den karantæneperiode, hvilket vil sige, at han mister to sprint-verdensmesterskaber – et individuelt og et for hold.

Dermed bliver det tyske sprinterhold verdensmester, mens Storbritannien og Australien får henholdsvis sølv og bronze.

Ny Individuel verdensmester i sprint er Storbritanniens Jason Kenny, mens landsmanden Chris Hoy tager sølv og franske Mickael Bourgain bronze.