Michael Mørkøv og Alex Rasmussen satte alle til vægs, da de for sjette gang i træk vandt DM i parløb
Forrest fra start til slut. Det er opskriften på en sekser af format.
Det var i hvert fald taktikken for Par Nr. 7 – Michael Mørkøv og Alex Rasmussen – da de i aftes for sjette år i træk kunne lade sig hylde som danske mestre i parløb og dermed gav den ganske pænt besøgte Ballerup Super Arena en forsmag på, hvad der er i vente til det københavnske seksdagesløb først i februar.
Men på trods af den forventede suverænitet, så havde Michael Mørkøv alligevel lidt sommerfugle i maven for mødet med resten af den danske elite.
– Ja, vi var faktisk lidt nervøse. For selv om det ikke længere er det store sus at vinde, så ville det være flovt at tabe, påpeger han.
Ikke ligget på den lade side
Det kom dog aldrig på tale. De to professionelle ryttere var ganske enkelt langt de stærkeste, som de også demonstrerede i den foregående derny-pace, der fungerede som opvarmning. Her smadrede de i hver deres heat al modstand og viste deres fornemme tempoegenskaber frem.
Alex Rasmussen var for første gang i konkurrence, siden han i september blev suspenderet for at have rod i sine whereabout-indberetninger.
Men at dømme efter formen, så har han ikke ligget på den lade side under sin suspendering. Flere gange kørte han som det letteste i verden væk fra feltet, og tog de indlagte spurter efter behag.
De øvrige to pladser på podiet blev indtaget af Jesper Mørkøv/Marc Hester på andenpladsen og Sebastian Lander/Michael Smith Larsen som treer.