Ullrich slap for livstid i første omgang

Sportsdomstolen CAS har afvist sag mod den tidligere stjernerytter Jan Ullrich, som det schweiziske antidopingagentur krævede idømt livstidskarantæne. Ullrich kan dog stadig blive dømt i januar

Jan Ullrich kan indtil videre ånde lettet op. (Foto: AP)
Jan Ullrich kan indtil videre ånde lettet op. (Foto: AP)
Følg Cykling

Det tyske vidunderbarn Jan Ullrich, der vandt Tour de France i 1997 og fik sin karriere smadret af bloddopingskandalen Operación Puerto i 2006, slipper i første omgang for en livstidskarantæne, som det schweiziske antidoping-agentur har krævet ham idømt.

Sportsdomstolen CAS afviste onsdag sagen, idet man vurderer, at sagen falder uden for CAS' jurisdiktion. Sagen blev rejst i maj 2009, da det schweiziske antidoping-agentur mente at kunne føre bevis for, at Ullrich havde overtrådt antidopingreglerne i forbindelse med Operación Puerto.

Har ikke myndighed over Ullrich
Det schweiziske dopingnævn afviste imidlertid sagen i januar 2010, og det skete ligeledes med henvisning til, sagen ikke faldt inden for nævnets juridiske område. Antidoping-agenturet ankede denne afgørelse til CAS, som efter flere forsinkelser nu endelig har truffet en afgørelse.

Problemet for det schweiziske antidoping-agentur er, at agenturet først blev oprettet i juli 2008, og at dets myndighed derfor ikke omfatter Jan Ullrich. Tyskeren fik schweizisk licens i november 2005 og var da kun underlagt regler fastsat af den internationale cykleunion UCI, det schweiziske cykleforbund og den olympiske komite i Schweiz. Ullrich var fra oktober 2006 ikke længere tilknyttet schweizisk cykling.

Ikke på sikker grund
Endnu er Ullrich ikke på sikker grund, idet UCI også har appelleret det schweiziske dopingnævns afvisning af sagen i januar 2010. Denne sag har CAS erklæret sig kompetent til at dømme i, og derfor kan Ullrich stadig blive idømt karantæne på livstid.

Ifølge en pressemeddelelse fra CAS ventes domstolen at træffe afgørelse i denne ankesag om cirka seks uger.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind