Ung Riis-rytter klar til den store øl-test

Christopher Juul-Jensen møder optagelsesritualet på Team Saxo Bank med åbent sind

Der er ingen bæven i bukserne hos Team Saxo Banks danske talent Christopher Juul-Jensen, som de kommende dage skal igennem et optagelsesritual på holdets træningslejr i Israel.

- Jeg er født og opvokset i Irland, så hvis det handler om at drikke øl, så er jeg godt forberedt.

Ritualet har lige nøjagtig noget at gøre med at drikke øl, kan holdkammeraten Chris Anker Sørensen afsløre.

- Vi har mange nye og ryttere, der kommer tilbage på holdet. Det har noget at gøre med at drikke mange øl, og så vil jeg ikke afsløre mere, siger Chris Anker Sørensen.

To af de nye er Troels Vinther og Christopher Juul-Jensen.

- Det bliver sjovt at se, hvad de har til os. Det er svært at få noget af vide om det. Men det er vist en måde at få de nye ind på holdet. De vil ikke ud med så mange informationer.

- Troels og jeg glæder os til at se, hvordan det kommer til at foregå. Jeg tror, det kommer til at betyde, at man er mere afslappet, når det er slut. Så er man del af holdet, siger Christopher Juul-Jensen.

Selvom irske Jensen er glad for en Guinness, må han se frem til færre øl og mere træning, når han fra næste sæson er professionel på Team Saxo Bank.

- Begge mine forældre er danskere, men jeg rejser tit tilbage og besøger mine irske venner. Heldigvis kan man drikke en Guinness, når sæsonen er slut.

- For en irer svarer det til at spise et stykke rugbrød. Nej, jeg er glad for, at jeg valgte cyklingen, så jeg slipper for at drikke så mange øl, siger Christopher Juul-Jensen.