Lars Bak gjorde rent bord

Den danske slider var aftenens topscorer ved Danish Bike Award med tre priser

Bak kroner kongesæson ved prisshow (Foto: Claus Bonnerup)
Bak kroner kongesæson ved prisshow (Foto: Claus Bonnerup)

2011 var et fantastisk år for Lars Bak. Her fik han ikke blot sit absolutte gennembrud i det professionelle felt, han markerede sig også som en af de mest hårdtarbejdende og robuste hjælpere.

Med den fornemme femteplads i klassikeren Paris-Roubaix, sit daglige slid under Tour de France og sit altid gode humør brændte han sig ind i de danske hjerter. I går blev der betalt tilbage.

For ved Danish Bike Award 2011 stemte det danske cykel publikum ham helt til tops i hele tre kategorier, årets hjælperytter, årets profil, og årets landevejsrytter.

Se også: Verdens bedste Lars

Verdens bedste hjælperytter, som han blev kåret til tidligere på året, takkede for samtlige priser, selv om han på sin vanlige spydige facon havde svært ved at forstå dem alle.

- Det havde jeg ikke regnet med, sagde han om prisen som Årets hjælperytter og forklarede hurtigt præmissen for at blive en god en af slagsen.

- Hvis man ikke er godt til at vinde, må man blive god til noget andet. At føre eksempelvis, forklarede han publikum i Cirkusbygningen i København.

Se mere: Bak har knoklet røven ud af bukserne

Den helt store hæder - og kronen på aftenens værk - vandt den kommende Lotto Belisol-rytter med prisen som Årets landevejsrytter, hvor han blandt andre slog Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang.

Igen en bedrift, han ikke helt kunne forstå.

- Jeg havde ikke regnet med at komme til København og vinde tre titler, sagde super-hjælperen.