Her er Kyllingens stjernerytter

Præsenteres i dag: Tyske Stefan Schumacher fortsætter karrieren på Michael Rasmussens hold, erfarer Ekstra Bladet

Inden Stefan Schumacher blev knaldet i dopingfælden nåede han at køre i Tourens gule trøje (Arkivfoto: AP)
Inden Stefan Schumacher blev knaldet i dopingfælden nåede han at køre i Tourens gule trøje (Arkivfoto: AP)

Efter i månedsvis at have spøgt i kulissen træder tyskeren Stefan Schumacher i eftermiddag frem på et pressemøde som ny rytter på det danske kontinentalhold Christina Watches-Onfone, der har Michael Rasmussen som kaptajn.

Holdet annoncerede i går, at det har skrevet kontrakt med en dansk sponsor, som har gjort det muligt at hente en ’stjernerytter’ til Danmark. Navnet bliver først offentliggjort i eftermiddag, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der tale om Stefan Schumacher, som efter en dopingkarantæne gjorde comeback i cykelsporten i sidste år på det italienske Miche-hold, som også Michael Rasmussen har kørt for.

Se også: Kyllingen får stjernerytter som holdkammerat

En af de bedste
Med Schumacher får Christina Watches-Onfone en rytter, som i sin storhedstid var en af verdens bedste. Og holdet får en rytter, der ikke er mindre kontroversiel end holdkaptajn Michael Rasmussen. Flere gange har Schumacher bevæget sig på grænsen af dopingreglerne, og han faldt ned på den forkerte side, da han blev fundet positiv for epo-varianten CERA i forbindelse med de olympiske lege i Beijing.

Det viste sig også, at dopingprøver fra Tour de France 2008, hvor han vandt de to enkeltstarter og kørte i løbets gule førertrøje, var positive for CERA. Schumacher røg ud i mørket i to år, og han har siden ikke haft held til at finde et hold på højeste niveau. Han har aldrig indrømmet et dopingmisbrug, men har erkendt, at han har ’begået fejl’.

Se mere: Schumacher brugte også epo

Schumacher har ifølge flere interview ikke opgivet drømmen om igen at konkurrere med de bedste, og han har på Miche-holdet vist, at han stadig kan køre på cykel. Han afsluttede sæsonen med en 20. plads i det stærkt besatte Giro dell’Emilia og en 7. plads i Coppa Sabatini i Italien.

Tavshed
Ekstra Bladet var i går i kontakt med Stefan Schumacher, men han ønskede ikke at kommentere sin fremtid. På Christina Watches-Onfone var der heller ikke noget at komme efter.

– Jeg vil ikke kommentere noget før pressemødet, siger holdejer Claus Hembo.

Schumachers blakkede fortid synes ikke at være et problem. Det er Hembos erklærede politik, at enhver, der har udstået sin straf og tager afstand fra doping, fortjener en ny chance. Og den er Schumacher altså parat til at gribe.

– Jeg vil vinde, og jeg vil vise, at jeg gør det rent, sagde Schumacher i marts i år til cyclingnews.com.