Riis skamroser Cavendish og ærgrer sig

Bjarne Riis nød VM-løbet og kalder sejren fortjent, men han ærgrer sig en hel del på Matti Breschels vegne.

Riis ville gerne have set Matti Breschel på VM-ruten. (Foto: Claus Bonnerup)
Riis ville gerne have set Matti Breschel på VM-ruten. (Foto: Claus Bonnerup)

Mark Cavendish vandt i suveræn stil VM-løbet, og den sejr havde både supersprinteren og resten af det britiske hold fuldt fortjent.

Det mener Saxo Bank-Sungards holdejer Bjarne Riis.

For selv om den karismatiske cykelboss normalt tænder mere på Tour de France og bjerge, end han gør på massespurter som den, der afgjorde VM, så nød han alligevel hvert et sekund af søndagens cykelløb på de danske veje.

- Det var et fedt løb. Og det var en flot og fuldt fortjent sejr. Englænderne styrede løbet hele vejen på fornem vis.

- Når dine holdkammerater knokler så meget for dig, skal du også bare have benene til sidst, og det havde Cavendish. Det var imponerende godt kørt af dem, siger Bjarne Riis.

Når ryttere som Fabian Cancellara og Philippe Gilbert ikke forsøgte sig inden den afgørende spurt, er det udelukkende en cadeau til briterne, mener holdejeren.

- Selv Fabian vurderede jo, at spurten var hans bedste chance, og det er bevis på, hvor stærkt englænderne kørte, siger Bjarne Riis.

Tre af de seks danske VM-deltagere har til daglig Bjarne Riis som boss, og det danske mandskab gjorde, hvad det kunne i chefens øjne.

- Når du rykker med alt, du har, og alligevel kun får 15 sekunders forspring, så er det altså svært.

- De gjorde, hvad de kunne, man kan ikke forvente mere af danskerne. Og de var da med til at skabe løbet og til at skabe festen omkring VM, siger Riis.

Han ærgrer sig stadig meget over, at Matti Breschel ikke var med på det danske hold. Ruten og løbet, som det blev kørt, havde ligget godt til Rabobank-rytteren.

- Den havde ligget helt perfekt til Matti. Det er virkelig synd, han ikke var med.

- Havde han været med, havde danskerne selvfølgelig skulle køre på en anden måde. Men den havde altså bare ligget lige til ham, siger Bjarne Riis.