Hestearbejde sikrede VM-bronze

Den danske VM-bronzemedalje til Christina Siggaard blev sikret på flot indsats af de tre danske juniorpiger

Christina Siggaard sikrede sig i dag VM-bronze i juniorernes landevejsløb. (Foto: Thomas Sjørup)
Christina Siggaard sikrede sig i dag VM-bronze i juniorernes landevejsløb. (Foto: Thomas Sjørup)

De tre danske juniorpiger ved cykel-VM havde en ambition om at vise verden, at de kan køre på cykel.

Missionen blev indfriet til bronze, da Christina Siggaard blev nummer tre i landevejsløbet over 70 kilometer, og succesen bygger i høj grad på en fælles indsats, siger juniorlandstræner Henrik Simper.

- Jeg må sige, at både Kamilla Vallin og Fie Degn gør deres arbejde til UG.

- Kamilla går frem og tager en føring på et rigtigt afgørende tidspunkt. Havde hun ikke gjort det, så havde de to ryttere i front kørt til mål, for der var ingen andre, der tog ansvar i feltet, siger Henrik Simper.

Alt flaskede sig
Alene pige lykkedes det for Kamilla Vallin at decimere afstanden til de to udbrydere, så det blev den samlede sprint, der gav Siggard en bronzemedalje. Og det var helt efter bogen, fortæller VM-bronzevinderen.

- Det var Kamillas job. Hun skulle gøre det store arbejde. Hun var arbejdshesten, siger Christina Siggaard.

Landstræneren er meget begejstret for det danske resultat.

- Jeg havde håbet, at hvis alt flaskede sig, kunne Christina køre efter en medalje. Men at det faktisk bliver en medalje, overrasker mig.

- Christina kører et godt cykelløb. Hun gør, hvad hun havde fået besked på, og hun sidder godt i feltet og sparer på kræfterne, mens de andre to arbejder, siger Henrik Simper.