Riis: Fuglsangs kontrakt gør ham uinteressant

Jakob Fuglsangs kontrakt med Leopard Trek frem til udgangen af 2012 gør ham uinteressant for Bjarne Riis

Fuglsang kan ikke ikke umiddelbart skifte til Bjarne Riis' cykelhold. (Foto: Thomas Wilmann)
Fuglsang kan ikke ikke umiddelbart skifte til Bjarne Riis' cykelhold. (Foto: Thomas Wilmann)

Jakob Fuglsang er ikke interessant for Saxo Bank-Sungards holdejer Bjarne Riis, så længe den danske rytter fortsat har et år tilbage af sin kontrakt med det kommende storhold, Radioshack-Nissan-Trek.

Danskeren har ellers været på tale hos Riis' cykelhold, efter fusionen mellem Leopard Trek og Radioshack blev annonceret.

- Så vidt jeg ved, så har Jakob Fuglsang en kontrakt, og så længe at han har en kontrakt, så kan han ikke have interesse for os, siger Bjarne Riis om Fuglsang, der frem til 2010 kørte for Saxo Bank-Sungard.

- Har du haft et møde med ham?

- Nej, og hvis jeg havde, så blev det mellem Jakob og mig.

Hvordan ville Jakob Fuglsang passe ind på dit hold?

- Det behøver jeg ikke at forklare. Alle er godt klar over, hvordan han ville passe ind, siger Bjarne Riis og lader svaret hænge i luften.

Holdejeren ser dog muligheder i fusionen mellem Leopard Trek og Radioshack og holder et par pladser åbne på sit hold.

- Vi har valgt at stikke næsen ind og overveje situationen og se, hvad der sker.

- Hvem er fri og hvem er ikke fri? Det ved rytterne ikke en gang selv. Markedet er oppe at ringe, siger Bjarne Riis.

Holdejeren erkender, at han har haft kig på Filippo Pozzato fra Katusha og Team Skys Chris Froome.

- For det første vil jeg ikke kommentere på alle rygter. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har vendt Froome, men det nåede aldrig til et punkt, hvor jeg bød på ham.

- Pozzato har været inde i billedet, men ikke så meget, at han har været et afgørende emne for mig.

- Og der er mange emner. Jeg får mange mails i øjeblikket fra ryttere, der gerne vil køre for mig.

- Vi har lavet nogle aftaler, og dem offentliggør vi, når vi mener, at tidspunktet er det rigtige. Og så har vi stadig nogle pladser åbne, og kan se, hvad der byder sig af muligheder, siger Bjarne Riis, der afviser, at han forhandler med nogen ryttere under VM i København:

- Jeg bryder mig ikke om at gå på shopping til VM. De ryttere, der kører, skal koncentrere sig om VM. Rytterne skal ikke bruge tid til at forhandle med et hold. De skal køre røven ud af bukserne.