Team Danmark: Alex er det værst tænkelige tab

Udsigten til karantæne for Alex Rasmussen er katastrofal for dansk cykling ved OL, mener Team Danmark-chef

Det ser ud til, at Alex Rasmussen må stige af cyklen i op til to år. (Foto: Claus Bonnerup)
Det ser ud til, at Alex Rasmussen må stige af cyklen i op til to år. (Foto: Claus Bonnerup)

Nyheden om, at cykelrytteren Alex Rasmussen står til karantæne på grund af tre advarsler fra antidopingmyndighederne, rammer den danske OL-satsning tungt, vurderer Team Danmark.

Eliteforbundets direktør Michael Andersen vurderer, at det får alvorlige konsekvenser for to af de discipliner, hvor der var begrundet håb om en dansk OL-medalje.

- I forhold til omnium og firekilometerholdet er det et meget, meget stort tab. Vi kunne faktisk ikke få det større.

Utrolig ærgerligt
- Det vil være utrolig ærgerligt at skulle undvære en Alex Rasmussen i et olympisk perspektiv, når vi tænker på banen, men også OL-enkeltstarten på landevej, siger Michael Andersen.

Alex Rasmussen blev torsdag suspenderet, fordi han har modtaget tre advarsler fra antidopingmyndighederne i løbet af de seneste 18 måneder.

Danmarks Idræts-Forbund rejser nu sag mod ham, og karantænerammen er 1-2 år.

- Alex er en af de dygtigste cykelryttere, vi har i Danmark på bane og på landevej, og han er et ansigt og forbillede udadtil, så på den måde er det meget, meget ærgerligt.

Mennesker laver fejl
- Men det er mennesker, vi arbejder med, og mennesker laver fejl.

- Alex har i dette tilfælde ikke levet op til de regler og rammer, der har været, selv om folk har rådgivet og vejledt ham omkring det, og det gør det endnu mere ærgerligt, siger Michael Andersen.

Michael Mørkøv erstatter Alex Rasmussen som dansk repræsentant på VM-enkeltstarten på onsdag, hvor også Jakob Fuglsang deltager.