Brian Holm om komisk Vuelta: En skandale

HTC-Highroads sportsdirektør kalder rundkørslen kort før målstregen på 16. etape af Vueltaen for en skandale

Brian Holm kalder dagens etape en skandale. (Foto: Claus Bonnerup)
Brian Holm kalder dagens etape en skandale. (Foto: Claus Bonnerup)

Brian Holm kalder afslutningen på tirsdagens etape i Vuelta a Espana for en skandale, da arrangørerne havde placeret en rundkørsel kort før afslutningen.

Saxo Bank-Sungards sprinter J.J. Haedo valgte den korte vej i rundkørslen og tog etapesejren uden den store konkurrence, da størstedelen af konkurrenterne havde valgt den lange tur rundt.

- Det er en skandale, og den slags må bare ikke ske i et cykelløb, siger Brian Holm, der er sportsdirektør for Team HTC-Highroad, men følger løbet fra tv-skærmen.

- Man kan ikke kræve af en rytter, der kører 60 kilometer i timen, at han skal huske at svinge til venstre. Rytterne kører nærmest i en tåge, fortæller Holm.

Han mener heller ikke, at sportsdirektørerne har nogen skyld i den noget usportslige afslutning.

- Som sportsdirektør kan man heller ikke sidde og råbe; højre, venstre og højre hele tiden.

- Selv med det største sortsyn er det svært at forestille sig sådan en skandale på forhånd, siger Brian Holm.

Vueltaen er nået til 16. etape og afsluttes på søndag, når feltet rammer Madrid.

Spanske Juan Jose Cobo Acebo fra Geox-TMC-mandskabet fører klassementet med et forspring på 20 sekunder til Christopher Froome fra Team Sky.