Leopard-ryttere ikke advaret

Sportsavisen L'Équipe skriver, at Leopard-ryttere skulle have fået besked om, at de bør søge nyt job, men det kan rytterne ikke selv bekræfte

Fuglsang kan ikke være tilfreds med åbenheden internt i Leopard Trek. (Foto: AP)
Fuglsang kan ikke være tilfreds med åbenheden internt i Leopard Trek. (Foto: AP)

En stribe ryttere på Leopard Trek skulle ifølge sportsavisen L'Équipe allerede nu have fået besked om, at der ikke bliver brug for dem næste år, og at de derfor bør gå i gang med at finde nyt arbejde.

For mindst tre rytteres vedkommende tager L'Équipe imidlertid fejl, erfarer ekstrabladet.dk.

Har intet hørt
Danske Martin Mortensen, der i øjeblikket befinder sig i Nordamerika, meddeler via sms, at han intet har hørt fra sin nuværende arbejdsgiver. Den samme melding kommer via Jakob Fuglsang fra Spanien Rundt, hvor han kører sammen med italieneren Davide Vigano og østrigeren Thomas Rohregger, der også skulle være blevet informeret om, at deres kontrakter er værdiløse.

Læs også: Avis: Leopard Trek går i opløsning.

- Så vidt, jeg ved, er det ikke rigtigt. Hverken Davide eller Thomas har hørt noget fra holdet, siger Jakob Fuglsang.

Så sig selv på nettet
- De så først deres navne på listen på nettet her til morgen. Det er klart, at det påvirker os alle, hvad der foregår lige nu. Ingen af os ved noget, og det er svært ikke at tage uvisheden med i bagagen, når vi sidder i sadlen, siger Fuglsang.

Ud over Vigano, Rohregger og Mortensen skulle også Martin Pedersen og Anders Lund ifølge L'Équipe være på listen over ryttere, der ikke er brug for næste år, når - eller hvis - Leopard Trek og RadioShack bliver slået sammen. Det er ikke lykkedes at indhente kommentarer fra de to danskere.