Andy Schleck: Vi har flere kort i år

Leopard Treks store håb Andy Schleck gnider sig i hænderne af glæde over Tour-ruten og sin brors medvirken. Det giver holdet flere muligheder, mener Tour-favoritten

Der var ingen undskyldninger, ingen forbehold, ingen gemmelege, da Andy Schleck præsenterede sin drøm om at vinde årets Tour de France på Leopard Treks pressemøde fredag.

Den 26-årige luxembourger fortalte, at han ikke kunne ønske sig en bedre rute i årets Tour de France, end den rutechef Jean-Francois Pescheux har lagt til sommerens styrkeprøve på de franske landeveje.

- Det er en fordel for Fränk og mig, at der ikke er så mange kilometer enkeltstart i år. Ruten passer mig fint, siger Andy Schleck.

Se mere: Schleck: Buhråb er respektløst

Dermed anlægger Andy Schleck en helt anden vinkel på det forestående Tour de France, end sin værste konkurrent Alberto Contador.

Contador sagde torsdag, at ruten slet ikke var skræddersyet til ham, og han havde ønsket sig mere enkeltstart.

Den unge luxembourger mener imidlertid, at Saxo Bank-Sungards spanier må være tilfreds med store dele af ruten.

- En bjergrig rute passer nu heller ikke Contador så dårligt, siger Andy Schleck.

Læs også: Fuglsangs kaptajn-drøm må vente

Leopards Treks store vinderhåb er også lykkelig over, at han igen har sin bror ved sin side, når det går løs i bjergene.

Sidste år styrtede Fränk Schleck på en brostensetape, allerede inden feltet var nået til hans foretrukne terræn, bjergene.

- Det var en stor ulempe sidste år, at Fränk røg ud. Det endte med at være en duel mellem Alberto og mig. Jeg er sikker på, at i år bliver en anden Tour.

- Det bliver anderledes i bjergene, når vi begge er med. Det betyder, at vi har flere kort at spille, siger Andy Schleck.