Bjarne Riis øjner podie-trængsel

Der er mange bejlere til sejrspodiet i Tour de France, mener Saxo Bank-Sungards chef, Bjarne Riis

Bjarne Riis har studeret flittigt foran TV-skærmen den seneste måned for at analysere de forventede konkurrenter i årets Tour de France. Og dem er der mange af, mener Saxo Bank-Sungards chef.

- Der er ikke nogen, hvor jeg tænker: Hold da op. Til gengæld er der mange, der har vist et godt niveau - og det er fedt.

- Det er godt for Touren, og der er mange, der bejler til podiet i år, siger Bjarne Riis, der dog ikke nævner nogle navne.

Analyseret forskellige ryttere
Den danske holdejer har nærstuderet rytterne i de to etapeløb Dauphiné Libéré og Schweiz Rundt, der begge fungerer som Tour-favoritternes afsluttende test af formen.

Læs også: Lav dit eget Tour-hold

- Jeg har brugt meget tid på det seneste med Dauphiné og derefter Schweiz Rundt. Jeg har analyseret forskellige ryttere, så godt jeg kunne. Og det ser ud til at blive et spændende Tour de France, siger Bjarne Riis.

Flere gange har Saxo Bank-Sungard snuppet den gule trøje på førstedagen af det franske etapeløb. Det er sket de seneste to år, hvor Fabian Cancellara har vundet de indledende enkeltstarter.

I år begynder Tour de France imidlertid med en almindelig etape, som kan blive spændende, hvis sidevinden fra Atlanterhavet er stærk.

RadioShack tager trøjen
Riis venter, at klassementet vil blive sat på søndagens holdenkeltstart, løbets anden etape, og han har det amerikanske Radioshack-hold som favorit til den gule trøje efter weekenden.

- Radioshack starter med at tage trøjen i holdløbet. Det er mit bedste bud, siger Bjarne Riis.

Cykelchefen har meldt ud, at holdtidskørslen ikke betyder helt så meget for Saxo Bank-Sungard, da den korte distance er ensbetydende med, at der ikke kan vindes eller tabes megen tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere