DK's hurtigste: Det rullede bare

Sensationen Rasmus Quaade glæder sig over sit DM i enkeltstart og håber nu på medaljer ved U23-VM

Rasmus Quaade kørte karrierens hidtil bedste enkeltstart. (Foto: Claus Bonnerup)
Rasmus Quaade kørte karrierens hidtil bedste enkeltstart. (Foto: Claus Bonnerup)

Rasmus Quaade var helt færdig, da han krydsede målstregen i Nyborg. Altså HELT færdig.

Lige efter at have passeret stregen i en sensationelt bedste tid med en gennemsnitshastighed over 50 km/t på de 40 km, klodsede han bremserne og faldt af cyklen i målområdet. Her blev han tilset af samaritter, der pakkede ham ind i varmefilm, så han trods alt fik varme og ilt nok til, at han kunne se forhåndsfavoritterne komme ind i tider, der var dårligere end hans.

Efter at han havde fået samlet sig lidt, kunne han gøre status over sin største præstation i karrieren.

- Jeg kunne mærke, at det rullede lige fra start.

- Jeg fik at vide, at jeg var tæt på Jakob Fuglsang, og så tænkte jeg bare, at nu skulle det være, siger Rasmus Quaade, der slog den forsvarende mester med blot et sekund.

- Jeg vidste, at det var tæt, men ikke så tæt. Jeg havde fire sekunder ude ved vendepunktet, siger den unge rytter, der ikke lod sig rive med af, at han pludselig var i alles søgelys.

- Nej, det betyder ikke så meget. Det er bare rart at kunne kalde sig danmarksmester.

Med sine blot 21 år kan han gå en fornem fremtid i møde. Og første skridt på den vej bliver til efteråret, når der skal køres VM på hjemmebane. En begivenhed, Quaade har sat meget højt på sin personlige rangliste.

- Ja, jeg har store forventninger til U23-VM, hvor jeg håber på podiet, siger han beskedent.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere