Rolig Riis: Vi fik opfyldt ønskescenario

Bjarne Riis er rigtig tilfreds med, at hans hold Saxo Bank-Sungard kan gå ind til Tour de France med ro

Sidste år var det hårdt arbejde for holdejer Bjarne Riis at fastholde fundamentet på sit cykelhold Saxo Bank-Sungard med udsigten til en sponsor, der var på vej ud.

I år er det gået meget nemmere, selvom situationen i princippet var den samme, men nu er alt på plads med en ny et-årig forlængelse af hovedsponsoratet med banken Saxo Bank gældende til udgangen af 2012.

- Det betyder fantastisk meget for os, at vi kan gå ind til Tour de France med total arbejdsro.

Ønskescenario
- Rytterne og jeg selv har fred til at fokusere på de resultater, som vi gerne vil. Og i organisationen kan vi tage hul på de ting, som vi skal tage hul på. Så det er uden tvivl vores ønskescenario, siger Bjarne Riis.

Den danske holdejer har før givet udtryk for, at et-årige aftaler kan være svære at arbejde med på grund af den korte tidshorisont, og han erkender, at det ville være nemmere med en flerårig aftale.

- Men lige nu må jeg sige, at jeg er vældig tilfreds.

- Når vi taler Saxo Bank, så viser historien også, at en etårig aftale ikke nødvendigvis betyder, at det er en etårig aftale. Historikken viser, at vi har et fantastisk tæt samarbejde med Saxo Bank omkring sponsoratet, og vi taler løbende sammen, siger Riis.

God mavefornemmelse
Først og fremmest er det en glæde for det danske cykelhold, at der er ro på de indre linjer, så rytterne kan fokusere på Alberto Contadors titelforsvar i Tour de France.

- Der er altid mindre pres, for nu skal vi ikke gå ind til Touren med et uafklaret spørgsmål. Jeg har hele tiden haft en god mavefornemmelse.

- Forløbet har været fint. Jeg har ikke været så nervøs, siger Riis.

Juni 2011: Saxo Bank forlænger aftalen og bliver også i 2012 som hovedsponsor sammen med Sungard.

August 2010: Team Saxo Bank forlænger alligevel med et år og bliver som hovedsponsor i 2011 - sammen med Sungard.

Juli 2010: It-firmaet Sungard præsenteres som én af to nye hovedsponsorer. Aftalen løber i to år.

Januar 2010: Saxo Bank benytter sig af en option, der gør det muligt for banken at forlade sponsoratet ved udgangen af 2010.

December 2008: IT Factory erklæres konkurs, inden sponsoratet hos Riis træder i kraft.

September 2008: IT Factory præsenteres som ny hovedsponsor fra 2009 og tre år frem.

Juni 2008: Bjarne Riis præsenterer internetbanken Saxo Bank som ny hovedsponsor. I resten af 2008 hedder holdet Team CSC-Saxo Bank, fra januar 2009 hedder det Team Saxo Bank.

Marts 2008: CSC meddeler, at it-virksomheden stopper som sponsor med udgangen af 2008.

Juli 2005: CSC forlænger under Tour de France sponsoraftalen med tre år.

Oktober 2002: Tiscali meddeler, at man stopper sit sponsorat efter sæsonen. Fra 2003 hedder holdet Team CSC.

Maj 2001: Word Online overtages af virksomheden Tiscali. Holdet skifter navn til CSC Tiscali.

December 2000: Internetudbyderen World Online hopper på vognen. Holdet hedder CSC/World Online.

November 2000: John Trolle får store økonomiske problemer. MemoryCard stopper som sponsor.

Oktober 2000: It-virksomheden CSC bliver præsenteret som sideordnet sponsor. Holdet hedder nu Team CSC/MemoryCard.

August 2000: John Trolle udskifter i en kuplignende manøvre direktøren for holdet med Bjarne Riis, der igen træder ind i ejerkreds. Jack & Jones trækker sig som sponsor.

Årsskiftet 1999/2000: Home vælger at trække sig som sponsor og afløses af firmaet Memory Card, der ejes af den kontroversielle erhvervsmand John Trolle. Holdet hedder nu Memory Card Jack & Jones.

Maj 1999: Bjarne Riis trækker sig fra selskabet bag Team Home Jack & Jones. Et tv-program på DR beskylder Bjarne Riis for doping og sponsorerne kræver en forklaring. - Efter moden overvejelse er jeg nået til den erkendelse, at der ikke er grundlag for et fortsat samarbejde, når man, som det er sket, rejser tvivl om min troværdighed på baggrund af et tv-program, siger Bjarne Riis.

Efteråret 1997: Team Home Jack & Jones annonceres. Det skal køre fra starten af 1998. Bjarne Riis, der stadig er aktiv rytter på det tidspunkt, bliver hovedaktionær i selskabet bag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere