Mester Jakob på VM-kurs

Formstærk: Fuglsang vil genvinde DM for at komme til VM på hjemmebane

Jakob Fuglsang er klar til at genvinde sit DM (Foto: Ernst van Norde)
Jakob Fuglsang er klar til at genvinde sit DM (Foto: Ernst van Norde)

Søndag var han sølle 41 sekunder efter fartfænomenet Fabian Cancellara i den afsluttende enkeltstart i Schweiz Rundt.

Torsdag vil han bruge sin aktuelle storform til at afvise konkurrenterne, når det gælder DM.

Ene mand mod uret, virker Jakob Fuglsang (Leopard Trek) i øjeblikket flyvende. Og som regerende dansk mester på enkeltstarten, agter han ikke at slække på dominansen.

Af flere grunde.

– Der er altid stor prestige i at erobre Dannebrog-trøjen. Men nok så vigtigt for mig er, at jeg VIL repræsentere Danmark, når der er VM på hjemmebane.

– Sådan en chance med en enkeltstart i København kommer aldrig tilbage. Og jeg føler mig kun HELT sikker på at blive udtaget, hvis jeg genvinder DM, siger Jakob Fuglsang til Ekstra Bladet.

Stadig ovenpå
Hans fornemme finish i Schweiz og den samlede fjerdeplads efterlader ingen tvivl om, at formen er i top.

– Jeg kom godt igennem løbet. Der blev virkelig kørt cykelløb hver eneste dag, men trods de store udfordringer, føler jeg mig stadig oven på op til DM.

– Især med enkeltstarten er jeg fuldt ud tilfreds. Jeg kunne ikke have forlangt det bedre af mig selv, bemærker Jakob Fuglsang, der forlader sin residens i Luxembourg onsdag for at lade op til forsvaret af sin hjemlige titel.

– Jeg slog Alex Rasmussen med tre-fire sekunder sidste år. Jeg forventer en tilsvarende hård kamp, fordi også Alex har holdt den gående efter Giro d’Italia og virker stærkt kørende, lyder det fra Fuglsang.

Alex Rasmussen (HTC-Highroad) opnåede en andenplads på enkeltstarten i Italien.

Jakob Fuglsang har imidlertid, ud over Schweiz, vist imponerende stabilitet med flere placeringer i frontlinjen:

Tour of California (7), Critérium International (3) og Baskerlandet Rundt (4).

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere