En samtale mellem to gamle venner på en restaurant i skisportsområdet Aspen bliver nu genstand for FBI's interesse.
Mødet på restauranten Cache Cache bestod af Lance Armstrong og Tyler Hamilton - to af den internationale cykelsports mest omtalte profiler de sidste 10 år. Men også to gamle venner, der kørte sammen på det legendariske US Postal-hold i begyndelsen af årtusindet.
Det amerikanske forbundspoliti har interesse i mødet mellem de to, fordi en storjury det seneste år har kigget cykelsporten og i særdeleshed Lance Armstrong efter i sømmene i forhold til doping. Derfor har restauranten meddelt, at FBI har udbedt sig overvågningsbånd fra lørdag, hvor Armstrong og Hamilton mødtes.
Hamilton optrådte for en måneds tid siden i et meget omtalt tv-interview med '60 Minutes', hvor han fortalte om systematisk dopingmisbrug på US Postal-holdet, hvor Armstrong også tog doping.
Det er uvist, hvad de to forhenværende stjerner snakkede om i Aspen. Og ifølge nyhedsbureauet AP er det også uvist, om overvågningsbåndene overhovedet fangede samtalen...
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.