Michael Rasmussen hentede onsdag en sejr af de større, da Christina Watches-Onfone-rytteren sejrede i kongeetapen i Serbien Rundt efter en blodig og dramatisk dag, der bød på en grim røvtur for danskeren.
- Det var sgu dejligt at sejre og vise, at jeg stadig kan køre på cykel. Det er sjovt, når de andre på holdet vinder, men det er nu engang sjovere selv at gøre det. Så meget sportsmand er jeg trods alt, siger 'Kyllingen' til ekstrabladet.dk lige efter sejren.
Dagens etappe blev en hård dag under meget svære betingelser for rytterne. 'Kyllingen' styrtede på en lang og våd nedkørsel, hvor der var spildt olie på banen, og folk væltede til højre og venstre uden at røre bremsen, beretter Rasmussen.
- Jeg troede egentlig, jeg slap fri af styrtene, men pludselig blev jeg ramt en cykel fra venstre, og så røg jeg ned. Jeg slog mig faktisk ret voldsomt, og et kort øjeblik havde jeg så ondt af mig selv, at jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen, siger Rasmussen.
Men danskeren bed tænderne sammen og fortsatte, og så indledte han et flot comeback. På endnu en nedkørsel 70 km fra mål satte holdkammeraten Angelo Furlan sig forrest og splittede hele feltet.
I bunden før sidste stigning sad 'Kyllingen' i en nimandsgruppe, der blev reduveret til fire mand på opkørselen, hvorefter Rasmussen vandt spurten på dagens 171 km. lange løb.
- At have været så tæt på at udgå, og så vende tilbage og vinde etappen er stort. Det gør mig meget glad, tilføjede Michael Rasmussen, der efter dagens drama og et pressemøde var på vej til lægen for at få stoppet en blødning fra det ene knæ.
Rasmussen er nu på andenpladsen sammenlagt blot tre sekunder fra 1. pladsen i det klassementet, der føres af den serbiske nationalhelt Gabor Kasa fra Manisaspor Cycling Team.
Serbien Rundt består af samlet syv etapper og slutter søndag i Beograd.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.