Riis-leder: Vandborg viser Tour-form

Sportsdirektør Bradley McGee er imponeret af både Brian Vandborg, Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen

Briuan Vandborg er efter to år hos Liquigas tilbage hos Bjarne Riis. (Foto: Ole Steen)
Briuan Vandborg er efter to år hos Liquigas tilbage hos Bjarne Riis. (Foto: Ole Steen)

Skal det lykkes Saxo Bank-Sungard-stjernen Alberto Contador at vinde Tour de France i år, kræver det god hjælp fra holdkammeraterne. På den front ser det mindre end tre uger før Tour-starten godt ud set med danske briller.

Sportsdirektør Bradley McGee er godt tilfreds med det, han har set fra de mulige danske Tour-ryttere i Dauphiné Libéré i den forgangne uge.

Chris Anker Sørensen har været helt fremme på flere etaper, og veteranen Nicki Sørensen får også ros. Mens de to synes selvskrevet til Tour-holdet, er det mere usikkert, om der bliver plads til Brian Vandborg.

Fysisk og mentalt klar
Vandborg er efter et par år hos Liquigas, hvor han kørte med i Touren to gange, tilbage på det danske hold. Og han er god nok til at være med i verdens største løb igen, forlyder det.

- Chris, Nicki og Brian har alle bevist, at de både fysisk og mentalt er klar til at køre Tour de France, siger sportsdirektør Bradley McGee.

Han vil dog ikke love Vandborg en Tour-billet endnu, selv om danskeren skal med på Tour-forberedelsestur i Alperne de kommende dage.

- Alle har en chance, og Brian har virkelig imponeret os i år. Han er kommet tilbage på holdet og har vist sig i god form på rette tid. Både han og vi var skuffede efter Paris-Nice, men han viser nu, at han er rigtig stærk, siger Bradley McGee.

Vælges efter strategi
Også Michael Mørkøv synes i høj grad i spil til en af de eftertragtede billetter, som Riis, McGee og den øvrige ledelse skal dele ud til de otte ryttere, de ser som de bedste hjælpere for Contador.

- Beslutningen bliver truffet ud fra, hvilken strategi vi vælger og hvilken type ryttere, vi har brug for. Som jeg har sagt til Brian, så har han bevist, at han er, hvor han skal være, og fra nu af er det ude af hans hænder, om han kommer med eller ej, siger Bradley McGee.

Bjarne Riis regner med at offentliggøre sit Tour-hold kort før DM, der køres om 14 dage.

Tour de France begynder den 2. juli.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere