Cykelekspert forventede Contador-ja

Thomas Bay mener, at det var helt oplagt, at Alberto Contador ville stille op i Touren, hvis han fik lov

Det kom ikke som nogen overraskelse for Eurosports cykelkommentator Thomas Bay, at Alberto Contador i dag meldte sig klar til Tour de France.

- Det har jo været planen hele tiden, at han skulle køre Giro d'Italia og Tour de France, og Touren har været det overordnede mål.

- Ud fra hvad Bjarne Riis har sagt, har man også kunnet fornemme, at det var den vej, det ville gå, siger Bay.

Når der alligevel har været tvivl om Contadors Tour-planer, er det fordi hans bror og rådgiver efter sejren i Giro d'Italia sagde, at spanieren skulle slappe af og restituere, før han tog stilling til sin deltagelse.

Signalet er klart nok
- Selvfølgelig har han mentalt og fysisk været træt oven på Giroen, men måske var det også lidt en trodsreaktion fra Contadors side og et forsøg på at få lov til at nyde sejren i Giroen, inden folk begyndte at snakke om Touren.

- Det var jo mere eller mindre det første spørgsmål, han blev stillet, da han trådte ned fra podiet, siger Thomas Bay.

Han mener, at Tour-arrangøren ASO's hurtige udmelding om, at Contador kunne stille til start i Frankrig, også har haft indflydelse.

- Havde ASO været tvivlende, kunne det måske have trukket ud med en afklaring, men signalet har jo været klart nok. Og så tror jeg, at det betyder mindre, at Wadas præsident, David Howman, har frarådet Contador at stille til start, siger kommentatoren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere