Ny topplacering til Chris Anker

Ny dag med flot kørsel fra Chris Anker Sørensen, der sad med de bedste på den sidste stigning

Chris Anker Sørensen viser storform før Tour de France, der starter 2. juli. (Foto: AP)
Chris Anker Sørensen viser storform før Tour de France, der starter 2. juli. (Foto: AP)

Tour de France-formen er ved at være på plads for Saxo Bank-SunGards danske klatrer, Chris Anker Sørensen. Det viste han fornemt på sjette etape af Critérium du Dauphiné, hvor han sad med de allerbedste.

Her skulle rytterne mod slut over først en kategori 1-stigning og derefter slutte på toppen af Le Collet d'Allevard - en 11,2 km stigning uden for kategori.

Alle favoritterne var samlet i bunden af stigningen, hvor et benhårdt udskilningsløb gik i gang - dikteret af den førende rytter Bradley Wiggins, der en for en brændte sine holdkammerater på Team Sky op.

Han kunne dog ikke holde angrebene væk. Rabobanks Robert Gesink var meget aktiv i fronten, men det blev Katushas Joaquim Rodriquez, der røg af sted i et hug, ingen af de andre kunne svare på.

Fornuftigt tempo
Spanieren kørte de sidste seks km alene til mål og tog en flot sejr, 31 sekunder foran Robert Gesink, der i afslutningen sprængte forfølgergruppen.

Chris Anker Sørensen holdt et fornuftigt tempo på stigningen og kom ind på syvendepladsen et minut efter Rodriguez. Danskeren kom ind umiddelbart efter Bradley Wiggins, der holdt de øvrige klassement-ryttere inden for rækkevidde og dermed stadig er i front for løbet.

Det kan der dog ændres på i morgen på løbets sidste etape, der tager rytterne over det ukategoriserede Col du Glandon inden finalen på kategori 1-stigningen La Toussuire.

Men det kræver angreb, da nærmeste rytter i klassementet er Cadel Evans, der er 1.25 min. efter.

Tilfredshed med Chris Anker
- Jeg kan absolut kun være tilfreds med præstationen i dag. Chris disponerede på forbilledlig vis den afsluttende stigning og kunne derfor slutte få sekunder efter Wiggins.

Men der er heller ingen tvivl om, at Chris led hele vejen op, da det var en ganske krævende stigning, men det ser rigtig godt ud i forhold til Touren, og jeg er sikker på, at han kan levere et godt stykke arbejde i juli efter at have set ham her.

- I morgen slutter vi løbet med to store stigninger, og det er ensbetydende med Chris Anker-terræn, siger Saxo Bank-SunGards sportsdirektør, Bradley McGee.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere