Holdsejr til danskere i Giroen

Lars Bak og Alex Rasmussen var med til at sikre HTC-Highroad en perfekt start på Giro d'Italia

Lars Bak og HTC-Highroad åbnede Giro'en med manér. (Foto: Thomas Sjørup)
Lars Bak og HTC-Highroad åbnede Giro'en med manér. (Foto: Thomas Sjørup)

HTC-Highroad tog sejren, da 2011-udgaven af Giro d'Italia lørdag åbnede med en holdtidskørsel.

Lars Bak og holdkammeraterne vandt kampen mod uret med en afstand på 10 sekunder til de nærmeste konkurrenter fra Team Radioshack efter 19,3 kilometers kørsel i Torino. Saxo Bank-Sungard med Alberto Contador var 30 sekunder langsommere end HTC-mandskabet.

Italienske Marco Pinotti får æren af at køre i løbets førertrøje på anden etape, da han fik lov til at rulle først over målstregen for HTC-Highroad.

Ud over Lars Bak så var Alex Rasmussen med til at køre sejren hjem for HTC-Highroad, hvor Mark Cavendish sørgede for at holde tempoet højt helt til slut, hvor holdet klokkede ind i tiden 20,59 minutter.

Giro d'Italia har i år deltagelse af fire danskere, da Saxo Bank-Sungard blandt andre stiller med Kasper Klostergaard og Michael Mørkøv.

Leopard Trek, der er uden danskere i Italien, blev nummer 14 i tiden 21,41 minutter.

Åbningen på årets første store etapeløb var henlagt til gaderne i Torino i anledning af 150 året for Italiens samling. I 1800-tallet var Torino Italiens første hovedstad.

Saxo Bank-SunGard:

Michael Mørkøv
Skal udfylde rollen som kontrollerende temposætter på første halvdel af etaperne. Gennemførte Giroen sidste år og kan se frem til tre ugers pinsler i bestræbelserne på at hjælpe Alberto Contador frem til sejren.

Kasper Klostergaard
Fylder 28 år under Giroen og skal nok ikke regne med en etapesejr i fødselsdagsgave. Har vist sig som en robust og yderst hårdtarbejdende hjælperytter. Gennemførte Giroen i 2009 og Spanien Rundt sidste år.

HTC-Highroad:
Lars Bak
Nummer 20 samlet i Giroen for to år siden og viste med femtepladsen i Paris-Roubaix, at potentialet er til at lege med de helt store drenge. Hovedopgave: at hjælpe Mark Cavendish, men får lov at køre sin egen chance, når lejligheden byder sig.

Alex Rasmussen
Spørgsmålet bliver, hvordan 26-årige Alex Rasmussen klarer karrierens første etapeløb over tre uger fordelt på 21 etaper. Hovedopgave: at hjælpe Mark Cavendish.

0 kommentarer
Vis kommentarer