UCI-bosser lægger sag an mod Landis

Den dopingdømte Floyd Landis kan se frem til en ny tur i retten på grund af sine beskyldninger mod 'alt og alle'

Floyd Landis 'vandt' Tour de France i 2006, men blev siden frataget sejren på grund af dopinganvendelse. (Foto: AP)
Floyd Landis 'vandt' Tour de France i 2006, men blev siden frataget sejren på grund af dopinganvendelse. (Foto: AP)

Da dopingdømte Floyd Landis endelig lukkede op for erkendelserne i fjor, kastede han samtidig om sig med beskyldninger mod 'alt og alle' i cykelverdenen - navngivne ryttere, der ifølge Landis havde anvendt dopingmidler, og cykelbosser, der holdt hånden over ryttere og hold.

Men det vil Den Internationale Cykleunion UCI ikke finde sig i.

I dag har UCI, UCI-præsidenten Pat McQuaid og den tidligere UCI-præsident Hein Verbruggen, der stadig er en indflydelsesrig karakter i cykleverdenen som æresmedlem af UCI og medlem af Den Internationale olympiske Komite, således ved en schweizisk domstol lagt sag an mod Floyd Landis for bagvaskelse.

- Med dette trin, der er blevet nødvendigt på grund af adskillige, uacceptable offentligt fremsatte påstande af Mr. Landis, forsøger UCI at forsvare cyklesportens integritet mod beskyldningerne fra en rytter, der ved at forbryde sig mod antidopingreglerne har forvoldt cyklesporten store skade, hedder det i en pressemeddelelse fra UCI.

0 kommentarer
Vis kommentarer